Tilbage i marts lavede Linda Vilhelmsen fra Jystrup et Facebookopslag, hvor hun stolt kunne fortælle, at hendes sang ”Når håbet grønnes” er udvalgt til at skulle være med blandt sangene, når 600.000 elever på tværs af hele landet skal synge med til Skolernes Sangdag.
Afdelingsleder på Søholmskolen Ann Sabroe skrev derefter til Linda Vilhelmsen, at lige præcis dén sang var ny i den opdaterede morgensang-mappe på skolen. Hun spurgte samtidig, om Linda Vilhelmsen kunne have lyst til at komme på besøg på Søholmskolen og indvie den nye sangmappe og lære eleverne den nye sang.
Linda Vilhelmsen sagde ja med det samme og kunne for øvrigt berette, at netop denne sang er skrevet for mange år siden i Søholmskolens musiklokale.
137 elever var i Linda Vilhelmsens hule hånd til morgensangsarrangementet, for hun har en magisk evne til at fortælle historier.
Fem af Linda Vilhelmsens sange er allerede i det faste repertoire i skolens sangmappe. Det er “Giraffen Gumle”, “Hvor i himlen er Gud?”, “Sørøverkongen Jonathan”, “Danmark er et lille land” og “Når ulvene hyler”.
Hun fortalte, at ”Giraffen Gumle” blev skrevet til drengen Christian, der for snart 25 år siden var i Tanzania med sine forældre og så manglede de en giraf-sang på rejsen.
Forældrene skrev derfor til Linda hjemme i Danmark, og på 10 minutter havde hun skrevet om giraffen, der er ked af, at den ikke kan danse vals.
Sangen om havets skræk Sørøverkongen Jonathan var blevet til på en indkøbstur til IKEA, hvor alle 11 vers blev til midt i indkøb af møbler. Så midt imellem Kallax-reoler og Brimnes-senge formede historien om Jonathan sig: En stinkende sørøverkonge med træben forelsker sig i Sally Skrig og smelter hendes hjerte med sangstemme, som en rigtig smørtenor.
Linda kunne også fortælle, at det ikke er noget ualmindeligt for hende, at sangteksterne sådan popper op i hovedet, når hun er på indkøb:
- Jeg har tit stået over køledisken nede i Brugsen i Jystrup, og så er der kommet sanglinjer til mig. Så er det bare om at få nedfældet linjerne på noget papir, som jeg lige kan finde i tasken, og så må jeg tage det frem om aftenen væk fra køledisk og indkøb, fortalte hun.
Efter at have lært den nye sang ”Når håbet grønnes” sluttedes morgensang af med en sang om venskab: ”Når ulvene hyler”, der blev sunget for fuld hals.
- Linda har en evne til at skrive børnesange, der virkelig fænger børnene og som er nemme at synge. Vi oplever, at børnene er meget glade for netop hendes sange. Derfor var vi da også særligt begejstrede for at Linda, ville besøge os på Søholskolen i dag, og det var også tydeligt at eleverne gav den en ekstra tand med sangen, fortæller Ann Sabroe.
Linda Vilhelmsen har haft sin gang på Søholmskolen i mange år, og flere elever og forældre stod da også klar, da hun trådte ind på skolen fra morgenstunden.
Ud over at Linda Vilhelmsens egne – nu voksne - børn har gået på skolen, har hun gennem tiden haft kontakt med flere forældre og ansatte bl.a. igennem sin ansættelse hos Ringsted Musikskole og sin tid som lektor på læreruddannelsen i Haslev.

