“Meget anderledes. Meget mere udfordrende mentalt end fysisk.”
Sådan svarer 47-årige Anders Nørregaard, når man spørger ham, hvordan han oplevede sin anden tur tværs over Atlanterhavet i racet Talisker Whisky Atlantic Challenge. En tur fra den canariske ø La Gomera til den caribiske ø Antigua, som han vendte hjem fra for et par måneder siden.
Sammen med sin ven Michael Lyng, der lige som Anders var med i samme race for to år siden, og sammen med Michaels søn Alfred og Linea Moos, som de kendte fra Wolf Pack Gym, tilbagelagde han ruten på 42 dage, hvilket var en tangering af rekorden for mixed teams.
“Der var mere på spil den her gang. Jeg var nygift og forlod min lille knægt på otte måneder. Jeg blev gal på mig selv... der var momenter, hvor jeg syntes, jeg var en kæmpe idiot,” uddyber Anders Nørregaard, der forsikrer, at nu skal han ikke ro tværs over Atlanterhavet flere gange.
“Men dem, der laver racet, har åbnet et race på Stillehavet. 30 procent af mig siger, at det skal jeg, men 70 procent siger nej,” griner han. Han skynder sig at understrege, at han ikke er adrenalinjunkie.
“Det er ikke et drug for mig, det er simpliciteten i det. Turen giver dig en indsigt i, hvad der er vigtigt i dit liv. Dine nærmeste. Det er det, der driver dig og får dig til at trække i årerne. Du vil hjem til dem.”
Måtte en tur sydpå
Den anden tur over Atlanterhavet endte med at blive 300 km længere end den første, for lige inden turen startede, fik de besked på, at de skulle ro stik syd. Ellers ville et lavtryk sende dem mod Afrika.
De nåede 1.000 km sydpå, næsten ned til Kap Verde, før de kunne sætte kurs mod Antigua.
På de 10 første dage var der ikke meget fart i båden. Kun 2 knob i timen skød de. Men det viste sig at være, fordi båden var overgroet med ’ruger’, små algevækster, der sætter sig godt fast.
På trods af det besvær og på trods af den længere distance var turen faktisk fysisk nemmere for Anders, men den her gang vidste han også præcis, hvad der ventede. Da de sejlede ind i en stor storm 10. januar, var det ham og Michael, der kunne berolige de to unge.
“Man trækker årerne ind og ’drifter’ gennem de 15-20 meter høje bølger. Og så tjekker man, om man holder den rette kurs nogenlunde. Så sidder man der og tænker. ’Hvad skal der ske, når du kommer hjem’. ’Hvad er vigtigt i dit liv’. Men også ’hvad har du lyst til at spise’. Og ’hvordan får jeg det våde regntøj af’,” smiler manden, der er stolt af nu at være medlem af en eksklusiv klub, der på verdensplan måske tæller max 30 mennesker; nemlig dem, der har taget turen to gange.
Åbne væskende sår
Dagen efter stormen kiggede supportyachten forbi dem. Det var første gang, de så mennesker i 28 dage.
“Der var vi banket godt igennem. Man får jo saltvandsbylder på sådan en tur. Åbne sår, der væsker. Bad består i, at man tørrer sig med en vådserviet på hele kroppen 3-4 gange i døgnet for at undgå de værste bakteriedannelser,” fortæller Anders.
Masser af buksefedt og zinksalve og såkaldte kompressionsshorts er også en vigtig del af udstyret. Og så masser af solcreme, faktor 50.
Storm var der kun den ene af, men der var masser af hårde regnbyger, især om natten. Og så kan det godt være en lang tur hjem.
“Vi var alle fire megapressede, men heldigvis sjældent på én gang. Når det er allerhårdest, siger man til sig selv og til hinanden; ’vi bliver nødt til at spise elefanten i små bidder’,” fortæller Anders, der er fuld af lovord om de to nye i båden, Alfred og Linnea, der efter sigende har givet udtryk for, at de vil afsted igen.
“Ungdommens gåpåmod, det var fedt at se. Jeg tror aldrig, jeg har set en forløsning, som den Alfred oplevede, da vi kom i mål. Han sagde hele tiden ’det er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet’. Og det var rørende at se stoltheden hos Michael.”
De fire havde lovet hinanden, at de skulle være bedre venner, når de gik op ad båden, end da de gik ned i båden, og det løfte har de levet op til.
Store naturoplevelser var der mange af på turen. Et par hajer cirklede rundt om båden, men gik ikke til angreb. Kæmpe havskildpadder og delfiner svømmede tæt forbi dem, og den største oplevelse var nok, da en kæmpe hvalflok lå lige bag dem.
Den mest kritiske situation var, da deres watermaker - den, der omdanner saltvandet til drikkevand - gik i stykker. Men de fandt heldigvis ud af, at det var indsugningen, der var stoppet til af alger.
Kunne genkende stemme
En af de tanker, der gnavede i Anders denne gang, var om hans søn Ludvig overhovedet ville kunne genkende ham, når han kom hjem. Det kunne han faktisk ikke. Han blev meget genert. Men han kunne genkende sin fars stemme, for Anders havde sørget for at ringe hjem med satellittelefonen hver eneste dag.
Anders, der også har datteren Mathilde på 16 år, bor i Klampenborg og var egentlig direktør i et it-firma. Men en af de erkendelser, der tog fast bolig i ham på turen over Atlanterhavet, var, at han har brug for nye udfordringer.
Med afsæt i de to ture over Atlanterhavet vil han udforske en verden som foredragsholder og som konsulent med fokus på at hjælpe virksomheder med strategiudvikling og eksekvering. Og han synes faktisk, han har noget at byde på.
“Som menneske skal du bruge tid på det, der giver dig energi. Og vær i din udfordring, når du møder den.”
