De var 3.000 casting til årets Masterchef-sæson. 44 blev valgt ud til at komme i tv-køkkenet, nu er de seks tilbage i finalen, og en af dem er 24-årige Frederik Puch Holm-Larsen fra Hørsholm.
“Det er jo helt crazy,” lyder det fra hovedpersonen selv.
På mandag indledes den store finaleuge i det populære madprogram på TV3, og her gælder det altså titlen som ’Årets Masterchef’.
Som den første deltager kvalificerede Frederik Puch Holm-Larsen sig onsdag til finalerunden og kunne iføre sig den eftertragtede hvide kokkejakke.
“Det var både en triumf, men også surrealistisk og ikke til at forstå at få kokkejakken som den første,“ fortæller den 24-årige gastronomi-elsker. Det udløste samtidig et gavekort på 10.000 kroner til nemlig.com.
Som man kunne se på TV3 var Frederik Puch-Larsen skulle lave havreotto i den afgørende semifinale-rundet (en variant af den italienske ret bare bygget på havrekorn). Og af resterne var det opgaven at lave arancini (friterede risotto kugler - ligeledes en italiensk ret - red.).
Det faldt så meget i dommernes smag, at det resulterede i den foreløbig største madsejr for den unge Hørsholmborger.
Sløj start
Masterchef-sæsonen blev indledt 31. januar med de første runder. I mange år har Frederik haft en drøm om at komme med i programmet. Foreløbig har han været med i 14 af sæsonens programmer og kokkeret mere end 20 retter inden finalekvalifikationen.
“Det har jo været en lang proces at nå hertil. Jeg fik egentlig en sløj start og har været i flere elimineringsrunder. Først i kvartfinalen følte jeg, at jeg fandt min rytme og efterfølgende har fået sejre og kom direkte videre,” fortæller Frederik.
“Men det var slet ikke noget, jeg havde regnet med efter mine nederlag, og de mange andre dygtige deltagere, der er med,” tilføjer han.
Selv er han mest stolt over de saucer, som han har serveret undervejs. Det har også kastet ros af sig fra dommerpanelet, der tæller Jacob Mielcke, Thomas Kastberg, Jesper Koch og Dak Wichangoen.
“Jamen, jeg er da glad for, at de har været på røven over saucerne,” siger den glade Masterchef-finalist fra Hørsholm.
Tager altid chancer
Hele vejen igennem har Frederik valgt at tage chancer i konkurrencen.
“Jeg kom ikke til Masterchef for at lave hverdagsmad. Det mener jeg ikke, at formatet fortjener. Fra starten besluttede jeg mig for at ville prøve noget nyt hver gang. Det gav også noget adrenalin fremfor det sikre valg. Også selvom jeg ind i mellem har fået hug,” fortæller Frederik Puch Holm-Larsen.
Der var blandt andet en runde, hvor de kunne lave noget med lammekølle. Det valgte de fleste, hvorefter Frederik i stedet gik en anden vej og lavede en ret med fisken sandart.
“Den fik jeg meget voksen-skældud for. Dommerne forstod ikke helt retten, og jeg erkender også, at den heller ikke hang sammen. Set i bakspejlet skulle jeg have holdt mig til lammet, men det synes jeg bare ikke var ligeså sjovt,” fastslår Frederik.
Den sværeste udfordring for den 24-årige unge Hørsholmborger har uden tvivl været ’det kørende køkken’, hvor deltagerne kommer ind i køkkenet, hvor der allerede er alt muligt i gang, og hvor de så skulle finde ud af, hvad de vil gøre.
Som nævnt indledes finaleugen mandag aften på TV3. Hver aften sendes en deltager ud, indtil de tre bedste står tilbage torsdag aften i den altafgørende og store finale om Masterchef-titlen.
Artiklen fortsætter under foto...
I køkkenet med mor
Så længe Frederik kan huske tilbage, har han haft elsket at lave mad.
“Jeg har stået med min mor i køkkenet fra jeg var ni-ti år. Så ville jeg prøve mere og mere selv. Jeg begyndte at købe udstyr, knive og al det gear, der er til et køkken,” oplyser Frederik, der har bøf bearnaise som sin livret.
Passionen for mad og ikke mindst at formidle mad fik yderligere et boost under coronaen. Det fik ham både til at sende ansøgningen til Masterchef og gå selvstændig med firmaet ”Frederik Puch Private Dining”.
“Det er ligesom at lave en restaurant hos sig selv, hvor man inviterer gæster hjem og aftaler menuen med mig. Jeg køber råvarerne ind og kommer ud og laver maden hos kunden,“ forklarer Frederik Puch Holm-Larsen, der kan køre en private dining på op til 16 personer alene. Er selskabet større får han hjælp af en kammerat eller to.
Derudover pusler Frederik også med nogle andre ’hemmelige’ projekter, som han gerne vil vente med at løfte sløret for.
Til daglig arbejder han på Hørsholm Skole i SFO’en.
Brænder for madformidling
På trods af den store lidenskab for gastronomi har det aldrig været drømmen at blive kok for den unge Masterchef-deltager.
“Det jeg brænder mest for er madformidling. At kunne fortælle om råvarerne, om økologi, bæredygtighed, fisk og godt opdrættet kvæg. Og ad den vej kunne vise nogle nye ting,” siger Frederik, der håber at finde mere ind i den branche.
Når det kommer til at madlavningen føler han sig mest hjemme i fisk og skaldyr samt det nordiske køkken med de sarte smage. Tilgengæld er han ikke så stærk i det asiatiske køkken.

