Brandgode Brøndbyvester kom, så og sejrede

Det var hverken til at se eller høre, at fodbolddrengene fra Brøndbyvester Skole var på udebane, da de spillede finale i Ultra Skolepokalen på Nature Energy Park i Odense. Modstanderen var Provestegårdskolen fra Bolbro, som ligger omkring en kilometer fra OB’s hjemmebane, og til at bakke drengene fra Brøndbyvester Skole op på banen havde skolen derfor sendt 15 busser med mere end 950 elever og lærere af sted mod Superliga-arenaen i Odense.

De mange tilrejsende tilskuere fra Brøndby fik da også hurtigt noget at juble over, for kampen var blot fem minutter gammel, da Villads Yung fik serveret en friløber. Målmanden fra Provstegårdskolen kom stormenede imod den unge angriber fra Brøndbyvester Skole, men han var chanceløs, da Villads Yung elegant tippede bolden forbi ham og ind i mål.

Brøndbyvester-dominansen fortsatte i første halvleg, og knap 12 minutter efter den første scoring lå bolden igen i Odense-skolens netmasker. Marcus Juhl afsluttede fra en spids vinkel i højre side af straffesparksfeltet, og efter lidt pingpong mellem stolpen og målmandens ryg strøg bolden ind over stregen.

Provstegårdskolen skabte enkelte gode muligheder, men det blev aldrig rigtigt farligt, og de to hold gik til pause med en føring på to mål til Brøndbyvester.

Solid defensiv

I anden halvleg trak Brøndbyvester Skole sig lidt ned i banen og overlod initiativet til Provstegårdskolen, men som i første halvleg fik drengene fra Vestegnen ryddet godt op, når det en sjælden gang blev farligt omkring eget mål.

Fire minutter før slutfløjtet slukkede Sebastian Jensen al håb for Provstegårdskolen, da han nettede til 3-0, som også blev kampens resultat. Drengene fra Brøndbyvester Skole kunne derfor velfortjent lade sig hylde som vindere af turneringen af de mange tilrejsende skolekammerater.

Skolefodboldturneringen er en fast tradition i dansk fodbold, som har eksisteret i mere end 60 år. I en lang periode var Ekstra Bladet arrangør, men i dag er turneringen overtaget af Dansk Boldspil-Union i samarbejde med DR Ultra.

I alt deltog 625 hold i drengenes turnering, og for Brøndbyvester Skole blev vejen til finalen blev grundlagt allerede den 13. september 2021 med sikre sejre over naboskolerne fra Brøndby Strand og Brøndbyøster.

I de 13 kampe, som holdet fra Brøndbyvester Skole har spillet i hele turneringen, er der blot lukket tre mål ind, mens modstanderen har hentet bolden ud af eget net hele 76 gange.

Brøndby Strand Skole - Brøndbyvester Skole 0 - 3

Brøndbyvester Skole - Brøndbyøster Skole 6-0

Brøndbyvester Skole - Nordvangskolen 16 - 0

Brøndbyvester Skole - Ådalens Privatskole 10 - 0

Vibeholmskolen - Brøndbyvester Skole 0 - 8

Mosedeskolen - Brøndbyvester Skole 0 - 4

Sengeløse Skole - Brøndbyvester Skole 0 - 3

Brøndbyvester Skole - Hedelyskolen 6 - 0

Brøndbyvester Skole - Bramsnæsvigskolen 8 - 0

Brøndbyvester Skole -Campusskolen 3 - 2

Brøndbyvester Skole - Gåsestårnskolen 4 - 0

Marie Kruses Skole - Brøndbyvester Skole 1 - 2

Provstegårdskolen - Brøndbyvester Skole 0 - 3

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...