Vordingborg Erhverv skifter navn til Business Vordingborg. Det sker efter længere tids forberedelse af ny visuel identitet og ny hjemmeside.
Med det nye navn ønsker man at signalere, at erhvervsudviklingen i Vordingborg Kommune træder ind i en ny epoke, hvor der med udgangspunkt i grøn omstilling bliver sat fuldt tryk på arbejdet med at tiltrække, udvikle og vækste virksomheder.
- Business Vordingborg er, hvad vi er - vi mener erhvervsliv alvorligt. Derfor er jeg glad for, at vi kan træde ind i fremtiden med et tydeligere fokus og retning i vores arbejde for og med erhvervslivet i kommunen. Vores opgave er at tiltrække nye virksomheder og trække områdets vækst i vejret, siger Bolette Christensen, direktør for Business Vordingborg.
Vordingborg Erhverv blev grundlagt i 2014. Inden for de seneste år er det lykkes at tiltrække Arcadia Fuels og Vordingborg Biofuel, der begge producerer grønne brændstoffer. Med de to virksomheder er der udsigt til investeringer på op til 10 milliarder kroner de kommende år og op til 200 arbejdspladser.
Alle gode gange tre
De tre streger i Business Vordingborgs nye logo illustrerer tredelingen i Business Vordingborgs arbejde.
Der er tre købstæder - Præstø, Stege og Vordingborg. Der er tre vækstområder - Klintholm Havn, Vordingborg Havn og motorvejsmulighederne med afkørslerne. Der er tre strategiske opgaver - at tiltrække, udvikle og vækste. Der er tre hovedområder - iværksættere, erhvervsservice og virksomheder. Og der er tre erhvervsindsatser - tiltrækning af virksomheder, udvikling af erhvervsarealer ved motorvejen samt vækst i eksisterende virksomheder.
Det grafiske udtryk er lavet af grafiker Anders Bo Jensen fra EtwasAnders og den nye hjemmeside er udviklet af Kim Erichsen fra Peak Productions - begge virksomheder beliggende i Vordingborg.

