Lynge-Broby IF kan som den første forening i Sorø Kommune - og som en af de første i landet - tage hul på det stadigt mere populære padel-spil på egne baner.
Banerne stod færdige før påske, og lørdag den 7. maj er foreningen klar til indvielse af de fire baner, hvis eksistens foreningen selv har en stor del af æren for.
Frivillige LBI-medlemmer har nemlig knoklet og lagt en hel del fysisk arbejde i banerne. LBI stod således selv for at støbe de betonplader, som banerne ligger på. Det var en hård omgang med mange forhindringer. Først var der ikke beton nok til at støbe færdigt i tide, og det betød, at lastbilerne med elementer til banen måtte sendes retur til Spaninen. Senere blev der problemer med at skaffe de rigtige materialer.
Men alle frustrationerne omkring det er glemt igen, forsikrer formand for LBI’s padelafdeling Lars Kirk Vindfeldt og formand for LBI, Henrik Stilling.
Begge glæder sig til indvielsen, der finder sted mellem kl. 11 og 16. Den første time kan man prøve selv. Herefter følger en times opvisningskamp med landsholdsspillere. Så følger en halv time med taler, inden der resten af dagen er fri leg på banerne.
Der er lagt 1,6 mio. kr. i banen. Der er givet økonomisk søtte fra kommunen, diverse fonde og flere lokale forretningsdrivende. Hertil kommer, at LBI’s frivillige har lagt arbejdstimer i projektet til en værdi af cirka 450.000 kr.
Interessen for spillet er der også. Padel-afdelingen har allerede mere end 220 medlemmer, og der lukkes for tilmelding, når i alt 400 har meldt sig ind.

