Morten Praëm er død. Lige pludselig og uden at sige farvel. Verden står endnu, men den er ikke den samme for os, der kendte ham og var hans venner. Morten var ligesom en brik i vores allesammens puslespil. Han hørte til, og tingene kunne ikke helt lade sig gøre hvis ikke han blandede sig. Han tilbød sig og han inviterede, og kom derfor til at fylde i mange menneskers liv. Han var på en gang et meget privat, men også offentligt menneske. På tomandshånd havde man en fortrolig, og når mange var samlet var han en show-man. Han var sine venners ven, en man altid kunne regne med, og hvor andre kan være nærige med deres overskud, var Morten altid generøs og hjælpsom.
Morten var en af Albertslunds dynamoer. En næsten uudtømmelig energikilde, som gennem årtier forsynede byen med sang og musik. Hans base var Albertslund Musikskole, hvor han inspirerede og hjalp unge musikere gennem sin aldrig svigtende tro på musikkens muligheder - fra Bach til Gasolin, fra Monteverdi til ABBA. Morten var i over 30 år leder af Bakkens Kor, som i Mortens ånd samledes den dag han døde, for at mindes ham og love hinanden at holde den musikalske skrue i vandet. Morten kunne altid tilkaldes til at spille klaver og hans musik har, bogstavelig talt, fulgt mange albertslundere fra vugge til grav. Og så har vi jo alle istemt Mortens Albertslundsang, som vi nu skal til at synge med en ekstra tåre i øjenkrogen.
Morten havde et nært og kærligt familieliv. Han delte sin lidenskab for musik med sine børn, som hver på sin måde er gået ham i bedene, og han levede sig ind i sin kones islandske baggrund i et omfang der gjorde, at Island med årene blev han andet sted. Det er svært at forestille sig det gamle, stråtækte hus i Herstedøster uden ham. De mange guitarer, de mange keyboards, mixerpulten og flyglet står underligt tomme hen. Kunsten er nu at grave de gode minder frem, og det er heldigvis let.
Der hang en skygge over de sidste år af Mortens liv. Efter mange år som leder af Albertslund Musikskole, blev han for et par år siden tvunget væk fra sin stilling. Det skete på en måde som slog ham omkuld. Skuffelsen og følelsen af at være svigtet sled voldsomt på ham, og nu, hvor han er død, er det ekstra trist at tænke på hvad han blev budt.
Morten har sunget dagens sidste sang, og vi kommer til at savne ham i den by han var med til at give en ganske særlig klang.