Norwegian forbereder fyringer i Københavns Lufthavn

Norwegian er blandt de største udbydere af flyrejser i Københavns Lufthavn, men arbejder på at reducere antallet af fly med fast base i Kastrup. Dette fly er dog fotograferet i Aalborg (Arkivfoto).

Norwegian er blandt de største udbydere af flyrejser i Københavns Lufthavn, men arbejder på at reducere antallet af fly med fast base i Kastrup. Dette fly er dog fotograferet i Aalborg (Arkivfoto).

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

125 ansatte på Norwegians base i København risikerer at miste deres job i forbindelse med en fyringsrunde.

Det skriver branchemediet Check-in.dk.

Luftfartsselskabet vil reducere antallet af fly med base i København i sommerhalvåret fra 16 til 14, og derfor bliver der brug for færre ansatte.

Der er tale om 55 piloter og 70 kabineansatte.

Årsagen til ændringen er ifølge Norwegian, at der er stor forskel på trafikmængderne fra København om sommeren og om vinteren.

Mens der i sommerens højsæson er brug for 16 fly, er behovet om vinteren kun 10 fly.

Selskabet skærer dog ikke ned på antallet af sommerafgange fra København. Fremover vil nogle af sommerruterne i stedet blive fløjet med fly med base i Spanien.

Forhandlingerne om at nedbringe antallet af afskedigelserne blev afholdt mandag og fortsætter tirsdag.

Norwegian siger til Check-in.dk, at man håber at kunne begrænse eller undgå afskedigelserne ved hjælp af "alternative løsninger".

Ifølge Københavns Lufthavns seneste regnskab var Norwegian det næststørste selskab i lufthavnen sidste år målt i andelen af det samlede passagerantal.

SAS betjente 38 procent af de flyrejsende, mens Norwegians andel var 15 procent. På tredjepladsen kom Ryanair med ni procent.

København har indtil nu med 16 fly været Norwegians næststørste base, kun overgået af hjemmebanen i Oslo. Selskabet fløj sidste år til 77 destinationer fra København.

Det norske selskab måtte i 2021 igennem en større rekonstruktion som følge af coronanedlukningerne og et underskud på 23 milliarder norske kroner året forinden.

Norwegian var dog allerede i positiv drift igen i 2022 og havde sidste år et overskud efter skat på 2,7 milliarder norske kroner. Det svarer til 1,9 milliarder danske kroner.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...