Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand var i fuldt firspring natten til tirsdag lokal tid, hvor han og New York Rangers besejrede Anaheim Ducks på hjemmebane 5-2.
Danskeren stod for to mål i henholdsvis anden og tredje periode og udbyggede Rangers' føring fra 3-0 til 5-0. Først derefter vågnede californierne op til dåd og scorede to gange, men det var ikke nok til at besejre newyorkerne.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Rangers indtil videre ubesejret på hjemmebane i den indeværende sæson.
Det er blot tredje gang i klubbens historie og første gang siden 1990/1991-sæsonen, at Rangers vinder sine første seks hjemmebanekampe. Rekorden fra 90'erne lyder på otte hjemmesejre i streg.
Bjorkstrands holdkammerat Sean Durzi scorede første mål blot et minut og 18 sekunder inde i opgøret. Det er anden gang i klubbens historie, at Rangers har scoret inden for de første to minutter i tre hjemmebanekampe i træk.
Næste kamp for Bjorkstrand finder sted på udebane i Toronto, hvor newyorkerne skal på isen mod Maple Leafs. Det sker natten til fredag klokken 01.00 dansk tid.
Rangers ligger lige nu på andenpladsen i den østlige konference i den nordamerikanske ishockeyliga.
Carolina Hurricanes med danske Nikolaj Ehlers på holdet er forsvarende mestre i NHL og ligger på førstepladsen.
Anaheim Ducks ligger på en 11.-plads i den vestlige konference.
RITZAU