Søren Gade stopper i Folketinget

Venstre-politikeren Søren Gade har søndag aften valgt at trække sig fra Folketinget. Det skriver han i et opslag på Facebook.(Arkivfoto).

Venstre-politikeren Søren Gade har søndag aften valgt at trække sig fra Folketinget. Det skriver han i et opslag på Facebook.(Arkivfoto).

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den tidligere minister og formand for Folketinget Søren Gade (V) stopper i Folketinget. Det skriver han i et opslag på Facebook.

Her forklarer Søren Gade, at han ikke længere kan se sig selv i Venstres politik.

- Efter sidste folketingsvalg besluttede Venstres ledelse, at partiet skulle ud på en ny rejse. Jeg har forsøgt at finde min plads på den rejse, men må også erkende, at jeg ikke længere kan stå inde for retningen, skriver han.

Særligt fremhæver han både sin egen og Venstres håndtering af gødskningsloven i forbindelse med sin beslutning.

I starten af september gik fem folketingsmedlemmer, heriblandt Søren Gade, mod partilinjen og stemte imod en ny gødskningslov, som var en del af den grønne trepart.

Søren Gade påpeger i opslaget, at han har modtaget kritik for sin håndtering af sagen, uden at der har været kendskab til de interne drøftelser i Venstre.

Han skriver, at han hen over sommeren meddelte gruppeledelsen, at han ikke kunne stemme for loven, da det faglige grundlag ifølge ham ikke var på plads.

En holdning, han valgte at holde internt "frem til målstregen for at give ledelsen plads til at finde en løsning".

- Troels Lund Poulsen er Venstres formand, og Stephanie Lose er Venstres næstformand. Det er dem, der har forhandlet den grønne trepart og det grønne område, og det er dem, der sætter retningen for Venstre. En retning, jeg ikke er enig i, skriver han.

Venstre-politikeren er kommet frem til beslutningen efter, hvad han selv beskriver som en "barsk omgang" de seneste uger.

Her henviser han videre til et portræt af ham, som Jyllands-Posten bragte i begyndelsen af oktober baseret på anonyme kilder, som han tidligere har beskrevet som et "karaktermord".

Adskillige anonyme kilder rettede i portrættet kritik af Gade. Både personligt og professionelt. Han blev blandt andet beskrevet som forfængelig, illoyal, egoistisk, doven og grisk.

- Alle, der kender det politiske miljø, ved, at den slags historier sjældent opstår af sig selv. Tanken om, at mennesker, jeg har arbejdet sammen med og stolet på, har været en del af det, gør mig oprigtigt ked af det, skriver han i opslaget.

Søren Gade var Folketingets formand fra 16. november 2022 til 6. oktober 2026.

Han var forsvarsminister fra 24. april 2004 til 23. februar 2010.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...