Fyns Politi efterlyser vidner til alkoholpåvirket vanvidsbilist

Fyns Politi leder efter vidner, efter at en mand i fyrrerne sent lørdag blev anholdt og sigtet for vanvidskørsel og spirituskørsel.

Det siger vagtchef Christoffer Jacobsen fra Fyns Politi.

- Hvis man har oplevet at være i fare under hans kørsel, eller hvis man har gode observationer i forhold til kørslen, så hører vi det gerne, siger vagtchefen.

Politiet kunne klokken 23.08 første gang registrere mandens vanvidskørsel, der begyndte i Svendborg.

Klokken 23.13 indledte politiet en jagt på manden for at få standset hans bil.

- Han ønskede ikke at stoppe, så vi kørte efter ham - blandt andet en masse gange rundt i en rundkørsel, fortæller Christoffer Jacobsen.

Efter 11 minutter fik politiet stoppet bilen omkring Vejstrup. Manden blev anholdt, og bilen blev beslaglagt.

Han er nu sigtet for vanvidskørsel, fareforvoldelse og spirituskørsel.

Det mistænkes ikke, at manden var påvirket af stoffer, siger vagtchefen.

- Han har kørt vanvidskørsel ad flere omgange, og der har været flere personer tæt på, som vi godt kunne tænke os at tale med.

Under forløbet kørte manden cirka seks til syv gange over for rødt, siger Christoffer Jacobsen, der ikke umiddelbart kan oplyse, præcist hvor hurtigt manden kørte.

- Men han kørte mere end det dobbelte (af fartgrænsen, red.) flere steder.

Søndag morgen vil det blive vurderet, om manden skal fremstilles.

- Vi er ved at samle al sagsbehandlingen og se alt materialet igennem, og så ser vi, om det giver mening.

Vidner med kendskab til eller oplysninger om forløbet kan kontakte politiet på 114.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...