Antonsen kan dufte triumfen i Odense efter semifinalesejr

Anders Antonsen er klar til finalen i Denmark Open. Her ses han i aktion i kvartfinalen, som blev spillet fredag.

Anders Antonsen er klar til finalen i Denmark Open. Her ses han i aktion i kvartfinalen, som blev spillet fredag.

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Trods en rærlig start spillede Anders Antonsen sig lørdag i finalen i Danmarks største badmintonturnering.

I semifinalen i Denmark Open mod Christo Popov løftede Antonsen sit niveau markant undervejs og vandt i tre sæt med cifrene 9-21, 21-16, 21-13.

Den femteseedede aarhusianer tørner søndag sammen med den syvendeseedede franskmand, Alex Lanier, i finalen.

Christo Popov fik en fantastisk åbning på kampen, og Antonsen kunne slet ikke følge med i hallen i Odense.

Derfor var det efter kampbilledet ingenlunde overraskende, at Antonsen kom bagud 2-9 mod den stærke franskmand.

Danskeren fik efterfølgende et par gaver af andenseedede Popov og gjorde afstanden på pointtavlen en del mindre.

Antonsens tempo blev generelt skruet en smule i vejret, men han kunne ikke forhindre Popov i at vinde første sæt i sikker stil.

Det blev udslagsgivende, at danskeren havde meget svært ved at finde baglinjen. Slagene blev typisk for lange i medvinden.

Undervejs i andet sæt klagede Antonsen til dommeren over Popovs ur, der ifølge danskeren generede ham.

Lyset fra hallens lamper ramte tilsyneladende uret og blev reflekteret ind i Antonsens øjne, når han skulle serve.

Ikke desto mindre kom der for alvor fut i Antonsen, der hev syv point i streg og bragte sig foran 13-12, mens det mentale spil også var i gang.

Popov lod til at være frustreret mod slutningen af andet sæt, hvor Antonsen stak kniven ind.

Tredje sæt bød på lidt mundhuggeri og halvdårlig stemning over nettet, inden Antonsen kom på 11-9.

Danskeren knyttede senere næven, da han vandt en challenge og bragte sig foran 18-11.

Efter 1 time og 11 minutter afgjorde han kampen på sin anden matchbold til stor jubel for tilskuerne.

Antonsen har tidligere i karrieren vundet Denmark Open to gange. Han triumferede senest i 2024.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...