En 77-årig mandlig bilist er sigtet for vanvidskørsel, efter at han natten til lørdag vendte om ved Storebæltsbroens betalingsanlæg ved Korsør.
Herefter kørte manden mod færdselsretningen tilbage mod Fyn.
Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Morten Nielsen.
Ifølge vagtchefen har ingen bilister måttet undvige spøgelsesbilisten, og der er ikke sket skade på hverken personer eller køretøjer.
Politiet modtog anmeldelsen om en spøgelsesbilist på Storebæltsbroen klokken 00.51 natten til lørdag.
Bilen blev standset på Vestbroen - også kaldet lavbroen - klokken 01.13, hvor en 77-årig tysk statsborger befandt sig i bilen.
Ifølge politiet mistænker man, at mandens alder har gjort, at han blev forvirret på broen, og man mener ikke, at det har været en bevidst handling.
Han blev efter standsningen anholdt. Derudover blev bilen konfiskeret.
Klokken 09.50 var manden fortsat anholdt af politiet, men det er planen, at han skal løslades igen, lyder det fra vagtchefen.
Ifølge vagtchef Morten Nielsen er det sjældent, at politikredsen ser spøgelsesbilister på Storebæltsbroen.
- Det er ikke noget, vi ser så tit. I den her sag er der helbredsmæssige ting, der gør, at der opstår forvirring, siger Nielsen.
RITZAU