Det er ikke længere gratis at arbejde som frivillig på Roskilde

Fremover skal de frivillige betale ved kasse 1 for at få lov til at være frivillig på landets største festival

De legendariske 'Alien og Ko' på Roskilde Festival til mindst lige så legendariske Foo Fighters 2024

De legendariske 'Alien og Ko' på Roskilde Festival til mindst lige så legendariske Foo Fighters 2024

Foto: Daniel Fonseca

Det er ikke længere gratis at arbejde som frivillig på Roskilde Festival.

Det bekræfter festivalen over for Ekstra Bladet.

Fremover skal frivillige være medlem af Foreningen Roskilde Festival, og det koster et årligt kontingent på 100 kroner.

Det er foreningen, der arrangerer festivalen. Alt overskud doneres til forskellige formål, blandt andet at støtte unges trivsel.

Omkring 130.000 mennesker deltager hvert år i festivalen, der afvikles på Dyrskuepladsen syd for Roskilde.

Af dem arbejder cirka 27.000 frivilligt og får til gengæld en partoutbillet, der gælder til alle dage.

Enten arbejder man 24 timer inden festivalens start, eller også arbejder man 32 timer fordelt over de otte dage, den finder sted.

En partoutbillet kostede i år 2600 kroner. Det svarer til en "timeløn" til de frivillige på enten 108 eller 81 kroner.

Hvad siger du?

Er det sund fornuft og helt naturligt eller et selvmål, at de frivillige nu skal betale for at få lov til at rengøre lokummer, passe på festivalgæsterne eller lange fadøl over disken.

Har du selv været frivillig og har en mening om det, eller er du med til at planlægge de frivilliges indsats i en af de mange foreninger, der leverer frivillig arbejdskraft til festivalen, hører vi gerne fra dig.

Skriv til os på: roskilde.red@sn.dk

Foreninger, der i 2025 havde en madbod  på festivalen, betalte et såkaldt donationsbidrag på 14 procent af omsætningen til festivalen - dog var bidraget på 24 procent af drikkevarer som kildevand, læskedrikke og energidrikke.

Leverer foreningen i stedet serviceopgaver, som toilet-rengøring, opsætning af telte eller hegn betaler Roskilde Festival et beløb til foreningen pr. frivillig, der lægger enten 24 eller 32 arbejdstimer på festivalen.

32 timers indsats udløste i 2026 1637 kroner, mens 24 timer udløste 1228 kroner til foreningen - svarende til 51 kroner i pr. arbejdstime, frivillige i foreningerne lægger.

Første navne er klar

Næste år løber Roskilde Festival af stablen fra 26. juni til 3. juli.

Der blev taget hul på billetsalget til næste års udgave i slutningen af september, hvor man samtidig offentliggjorde de første navne på plakaten.

Et af de 18 navne, der blev offentliggjort, er Tame Impala.

Tame Impala er kendt for psykedelisk og alternativ rock og står blandt andet bag sangene "The Less I Know The Better" og "Borderline".

Den amerikanske rockmusiker Patti Smith gør Tame Impala selskab på den første del af musikplakaten til næste år.

Hun gæster festivalen med tre andre musikere i Patti Smith Quartet. Den i dag 79-årige multikunstner debuterede med albummet "Horses" i 1975.

Det vil også være muligt at høre den amerikanske sanger Caroline Polachek på næste års festival, ligesom den danske sangerinde Emma Sehested Høeg og rapperen Kundo også er at finde på plakaten til 2027.

Læs også

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...