De billigste priser på økologiske fødevarer findes i supermarkedet Lidl.
Det viser en analyse fra overvågningstjenesten Madprisluppen.
Det fremgår, at en kurv med 22 økologiske varer er 26 procent billigere i Lidl sammenlignet med Meny, der er dyrest i testen.
Den billigste kurv koster 355,20 kroner, mens den dyreste koster 449,60 kroner.
Peer Sandtner, der er indkøbsdirektør i Lidl Danmark, siger i en pressemeddelelse, at han er glad for, at dagligvarekæden indtager førstepladsen i testen.
- Vi vil gøre det nemmere for danskerne at få plads til økologi i hverdagen, og her spiller prisen en vigtig rolle, lyder det.
Der er også tjekket priser på de pågældende varer i supermarkederne Rema 1000, Netto, 365discount, Føtex og SuperBrugsen.
Rema 1000 er den næstbilligste kæde med blot fem kroners forskel.
Til sammenligning er SuperBrugsen den næstdyreste. Her er der dog knap 35 kroner op til analysens dyreste.
Priserne er tjekket mellem 9. og 12. oktober.
Lidl indledte tidligere på året en priskrig, hvor en lang række varer fik et prisnedslag som en del af konceptet faste lave priser.
Forinden havde kæden tilbage i januar sænket priserne på over 100 økologiske varer, heriblandt frugt og grønt.
Blandt de økologiske varer er der blandt andet kigget på priserne for mælk, æg og forskellige grøntsager og tørvarer.
Kød indgår ikke i pristjekket.
Det lyder, at det i denne kategori er svært at finde sammenlignelige varer. Det er i stedet kædernes egne mærker, der har stor betydning.
Madprisluppen fastslår desuden, at der er færre økologiske varer på hylderne sammenlignet med for seks år siden, hvor mængden slog rekord.
Derudover lyder det, at priserne på økovarerne er steget, ligesom at de ikke lige så ofte er blandt tilbudsvarerne i forhold til ikke-økologiske varer.
RITZAU