Torsdag morgen skulle vise sig at blive lidt interessant på politigården i Roskilde. Her dukkede en 32-årig mand fra Ishøj nemlig op for at få klaret en sag, han havde med politiet.
Det interessante var, at politiet kunne se, at manden ankom bag rattet i en bil - og politiet var udmærket klar over, at han var frakendt sit kørekort.
Den viden luftede de for manden og gav ham samtidig udtrykkelig besked om, at han ikke skulle køre fra stationen, når han forlod den. Det lovede han betjentene.
Politiet stolede dog ikke mere på manden end, at de skævede ud af vinduet, da han forlod politigården. Og ganske rigtigt, han satte sig ind i bilen og kørte fra stedet.
Det fik politiet til at sende en patruljevogn efter ham, og patruljen fik indhentet manden, da han steg ud af bilen hjemme i Ishøj.
Da det var tredje gang, han nu var blevet taget i at køre uden kørekort, valgte politiet, under stor protest fra manden, at beslaglægge hans bil.
Den 32-årige mente ikke, at politiet havde ret til at gøre det, og han ønskede sagen for retten.