En 51-årig rumænsk mand blev stoppet på vej ud af et supermarked i Køge med otte ribbenstege og fem nakkefileter, som han havde stjålet fra butikken. Det endte med at få store konsekvenser for ham.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet er manden tidligere dømt for butikstyveri og fik dengang et indrejseforbud på grund af sine lovovertrædelser. Faktisk betegner politiet ham som en decideret "seriebutikstyv", oplyser de.
Han er også tidligere dømt for at overtræde et indrejseforbud. Alligevel vendte han tilbage til Danmark i september.
Onsdag måtte den 51-årige derfor igen møde op i retten. Denne gang ved Retten i Roskilde.
Her erkendte han, at han var vendt tilbage til Danmark for at stjæle, og at han dermed endnu en gang havde overtrådt sit indrejseforbud.
Det kostede ham tre måneders ubetinget fængsel. Samtidig blev han dømt til udvisning af Danmark med et indrejseforbud på seks år.
Manden modtog dommen og valgte ikke at anke.