Hvordan kan en virksomhed nå ud til flere kunder og øge sit salg online?
Det var udfordringen, da EUX Business-elever fra NEG Holbæk og NEG Kalundborg mødtes til EUX BizCup på NEG Holbæk.
Konkurrencen var en del af undervisningen, hvor eleverne skulle udvikle en løsning til virksomheden Spektrumshop, der sælger hjælpemidler til mennesker med blandt andet autisme, ADHD og demens.
Eleverne arbejdede i grupper og præsenterede deres løsningsforslag gennem videoer, som efterfølgende blev bedømt af både elever og undervisere.
Fire EUX Business-elever fra NEG Holbæk har sikret sig en plads i landsfinalen i EUX BizCup. Med faglige teorier og kreative løsninger imponerede de dommerpanelet med deres bud på, hvordan Spektrumshop kan øge sin digitale omsætning.
Førstepladsen gik til Ellen Hansen, Katrine Johansen, Silje Kjer og Silke Nielsen, som havde undersøgt, hvordan Spektrumshop kunne få større synlighed og tiltrække flere private kunder.
Dommerpanelet bestod af undervisere og elever fra Holbæk og Kalundborg. Eleverne vurderede gruppernes løsninger ud fra et bedømmelsesskema med forskellige kriterier.
Landsfinalen i EUX BizCup afholdes den 16. december 2026 i Kosmopol i København.