Onsdag morgen skete der et færdselsuheld på Hovedgaden i Hedehusene, hvor en brandbil og en kassevogn stødte sammen.
Det bekræfter Jannich Stæhr, vagtchef ved Vestegnens Politi.
- Vi modtog anmeldelsen 9.28 om et færdselsuheld, hvor en brandbil under udrykningskørsel var involveret i et uheld med en kassevogn, siger vagtchefen.
Uheldet skete i krydset, hvor man fra Hovedgaden kan dreje mod enten Vesterled eller Beredskabsvej i Hedehusene. Der skete ingen personskade, kun materiel skade, oplyser vagtchefen.
Brandbilen kom kørende ad Vesterled mod syd, mens kassevognen kom kørende ad Hovedgaden mod vest fra Hedehusene i retning mod Roskilde, da de stødte sammen.
Hvorfor uheldet skete, er dog endnu uvist.
- Nu skal vi undersøge årsagen og foretage en række afhøringer, siger Jannich Stæhr.
Politiet er færdige med arbejdet på stedet, og der er ifølge vagtchefen åbent for trafik.


