En herboende ukrainsk kvinde skal bag tremmer efter at have fået en dom på 30 dages ubetinget fængsel og en bøde på 5000 kroner for at have kørt alt for hurtigt.
Den 45-årige kvinde blev onsdag den 1. oktober 2024 standset på Mosede Landevej i Greve klokken 16.30, fordi hun kørte med mindst 102 km/t i en personbil, selv om det var i en byzone, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t.
Dermed var der tale om vanvidskørsel, da overskridelsen var på over 100 procent, og hun fik ved samme lejlighed taget sit kørekort.
Alligevel var hun ude at køre dagen efter, torsdag den 2. oktober, hvor hun hele to gange blev stoppet af færdselspolitiet i Gadstrup, først klokken 9.30 og siden klokken 16.40.
Læs også
- Anklager: Knivstik i nyren kunne have kostet 27-årig livet
- Tre års fængsel til skattesvindler
- Mand og kvinde dømt for hæleri af værdifulde Pokemon-kort
I begge tilfælde kørte hun i en anden bil end den, hun var blevet standset i dagen før, så hun er også dømt for at køre bil to gange, selvom hun havde fået inddraget førerretten.
Bilen, som blev brugt til vanvidskørslen, var ikke den 45-årige kvindes, men tilhørte hendes mand. Den får han dog ikke glæde af fremover, da Retten i Roskilde har godkendt, at den bliver konfiskeret.
Da kvinden senere samme år skulle søge om dansk statsborgerskab, oplyste hun, at hun ikke havde begået noget kriminelt, selv om hun havde en verserende færdselssag.
Retten har derfor også dømt hende for falsk erklæring over for offentlig myndighed.