Hør om livet som pilgrim på Caminoen

Er det virkelig så enkelt at tage på camino, og hvad sker der, når hverdagens støj forsvinder, og det eneste man skal er at gå?

Det kan du høre mere om onsdag 28. oktober, hvor den erfarne pilgrimsvandrer, Hanne Hjardemål holder foredrag i Kirkeladen ved Tveje Merløse Kirke.

- Caminovandring er blevet utrolig populært de senere år. I middelalderen var bodsgang og syndsforladelse en vigtig årsag til at tage på pilgrimsrejse. Nu om dage har pilgrimme forskellige grunde til at vandre camino. For nogle er åndelighed og det religiøse aspekt stadig vigtigst. Andre tager afsted for at bearbejde livsændrende hændelser og finde mening i tilværelsen, skriver Kirkeladen i en pressemeddelelse. 

Aftenens foredrag handler om vandringen på Caminoen til Santiago de Compostella i Nordspanien, som er målet for et vidtforgrenet netværk af pilgrimsruter i Europa. Hanne Hjardemål har vandret en stor del af dem, og fortæller om, hvad det er for en caminoånd, længsel, nysgerrighed og vandreglæde, der gang på gang får hende til at pakke rygsækken og tage afsted i månedsvis. 

- Hun er blevet så grebet af pilgrimsvandringen, at hun og kæresten Jan har omlagt deres tilværelse, så de kan realisere drømmen om det vandringsliv, der inspirerer dem, står der i pressemeddelelsen.

Udover at fortælle om det "åndelige" deler Hanne Hjardemål også ud af praktiske tips til turen og fortæller om, hvilke af de mange andre pilgrimsruter, der er hendes favoritter.

Der er fri entré. Kirkeladen ligger på Gammel Ringstedvej 65 i Holbæk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...