Antonsen overlever matchbolde og vinder vild gyserfinale

Anders Antonsen tog med en gysersejr søndag selvtillid med i bagagen til næste uges Denmark Open på Fyn.

Anders Antonsen tog med en gysersejr søndag selvtillid med i bagagen til næste uges Denmark Open på Fyn.

Foto: Antti Aimo-Koivisto/Ritzau Scanpix

Anders Antonsen møder op til næste uges Denmark Open i Odense med en frisk turneringssejr i tasken.

Efter en vild gyserafslutning slog danskeren japanske Yushi Tanaka 16-21, 21-16, 27-25 og sejrede i finalen i Super 500-turneringen Arctic Open.

Begge spillere missede flere matchbolde i en nervepirrende og opslidende afslutning på et højt spillemæssigt niveau.

Finalen var Antonsens 22. på BWF World Tour, og han har 12 sejre at prale af. To af dem er kommet i 2026, efter at han i maj vandt Thailand Open.

Søndag startede det skidt for danskeren.

Han var konstant på bagkant i første sæt, og fra 15-15 trak Tanaka afgørende fra.

Anders Antonsens træner, bror Kasper Antonsen, bad om mere tempo, og i andet sæt fik han langt bedre greb om opgøret.

Flere dueller blev meget lange, og det virkede til at være til danskerens fordel.

Japaneren hev efter vejret og lavede flere store fejl, hvorfor Antonsen fik udlignet og fremtvunget et tredje og afgørende sæt.

Det blev en meget tæt og opslidende affære. Et par netrullere gik danskerens vej. Til gengæld følte han sig meget frustreret, efter at en kendelse gik japanerens vej.

Det så i første omgang ud til at være den helt rette benzin for Antonsen, men Tanaka nægtede at give sig, og japaneren havde også den første matchbold.

Antonsen gik dog modigt til opgaven og overlevede flere gange med de yderste af neglene i en sindsoprivende afgørelse, der kun var afbrudt af flere optørringer af sved, inden han omsider fik sejren i hus.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...