Magnus Ditlev så ud til at være urokkelig i sin føring ved VM i ironman på Hawaii natten til søndag, men endte med ikke at gennemføre.
Det oplyser hans team i en pressemeddelelse.
Han var ellers i front efter 114 kilometer cykling og holdt føringen i over 30 kilometer af løbet.
Men da der var ti kilometer til mål på maratondelen, ramte danskeren tilsyneladende muren og måtte hjælpeløst se til, mens konkurrenterne overhalede ham én ad gangen.
Det endte med en sejr til franskmanden Vincent Luis, der gennemførte med en tid på 7 timer, 47 minutter og 27 sekunder.
Den 37-årige franskmand tog hænderne op foran hovedet og smed sig ned i målområdet, da det stod klart, at han havde taget sejren.
Norske Gustav Iden tog sølvet, og amerikaneren Matthew Marquardt endte på tredjepladsen.
28-årige Ditlev havde ellers ført løbet i næsten 32 kilometer og havde en komfortabel føring på over fire minutter ned til konkurrenterne, da der var 20 kilometer til mål.
Men med ti kilometer tilbage så Ditlev ud til at tabe pusten. Han satte farten ned, så tydeligt mærket ud og måtte også standse flere gange.
I pressemeddelelsen lyder det, at det, der så ud til at være en drøm, blev forvandlet til et mareridt.
De andre fastholdt tempoet, og Vincent Luis var den første til at angribe danskeren, der med omkring otte kilometer til mål blev kastet af podiet.
Med syv kilometer til mål måtte danskeren udgå med hedeslag, selv om han havde udført sin nedkølingsstrategi "til punkt og prikke", lyder det i pressemeddelelsen fra Ditlev.
- Øen i Stillehavet viser ingen nåde, og det medicinske personale på ruten valgte at pille Magnus ud af løbet af helbredsmæssige årsager, lyder det.
Et ironman består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og 42,2 kilometer løb.
Ditlev vandt sølv ved mesterskabet for to år siden.
Forud for løbet lørdag lød det fra Ditlev, at han har haft et uheldspræget 2026. En knæskade efterfulgt af helvedesild og ustabil træning har spoleret det meste af sæsonen, har han sagt.
Sidste år måtte han udgå ved VM i franske Nice med 17 kilometer til mål.
RITZAU