Kronprins Christian er åben for at blive udstationeret

Kronprins Christian fik selskab af sine forældre, kong Frederik og dronning Mary, da han i sommer blev udnævnt til sekondløjtnant.

Kronprins Christian fik selskab af sine forældre, kong Frederik og dronning Mary, da han i sommer blev udnævnt til sekondløjtnant.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når kronprins Christian har færdiggjort sin uddannelse som løjtnant, er han åben for at fortsætte karrieren i militæret.

Det fortæller han i et interview med Politiken.

- Jeg har ikke låst mig fast på noget som helst endnu. Jeg er åben for alle de ting, der kunne komme, og jeg kigger på de forskellige muligheder. Hvis en udstationering skulle komme, og jeg fik muligheden, ville jeg helt klart synes, at det var interessant, siger han til avisen.

Kronprinsen kommer i interviewet ikke ind på, hvor han godt kunne tænke sig at blive udsendt til.

Den danske tronfølger blev i sommer udnævnt til sekondløjtnant og gør nu tjeneste som delingsfører ved Den Kongelige Livgarde.

Her er han med til at uddanne og lede værnepligtige.

I interviewet med Politiken fortæller kronprins Christian, at han er glad for at have trådt ind i Forsvaret.

Han var dog i starten meget i tvivl om sin beslutning om at blive værnepligtig.

- Jeg kan huske, at på køreturen derned rystede jeg i hele kroppen, jeg var super nervøs, og jeg var sådan lidt, uh, er jeg sikker på, at jeg vil det her. Jeg var faktisk meget i tvivl og tænkte: Hvad nu, hvis ikke jeg kan lide det?, siger han.

Kronprinsen indledte karrieren i militæret i februar 2025, hvor han begyndte som værnepligtig på Gardehusarkasernen i Slagelse.

I august samme år afsluttede han værnepligten og begyndte umiddelbart efter på løjtnantuddannelsen.

Også hans far, kong Frederik, er uddannet løjtnant.

Han uddannede sig senere videre inden for militæret - han er blandt andet uddannet frømand fra Frømandskorpset.

Kong Frederik var desuden udsendt til Grønland i fire måneder i år 2000 med Sirius-patruljen.

Også kronprinsens lillesøster, prinsesse Isabella, følger i sin fars fodspor.

Hun startede i august som værnepligtig.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...