En 17-årig dreng er blevet anholdt i en halvandet år gammel sag om et formodet drabsforsøg begået i Taastrup, hvor to unge blev såret alvorligt af knivstik.
Den 17-årige er tiltalt i en sag om to knivstik, men har været efterlyst internationalt, og fremstilles i et grundlovsforhør lørdag formiddag ved Retten i Glostrup.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jannich Stæhr.
Det er også uklart, om de stadig sidder varetægtsfængslet i sagen.
Episoden, som sagen drejer sig om, fandt sted klokken 18.30 om aftenen den 3. april sidste år, hvor politiet fik en anmeldelse om et knivstikkeri på Gadehavegårdsvej i Høje Taastrup.
På stedet blev to unge mænd fundet såret, og de blev bragt til hospitalet. Politiet beskrev deres tilstand som kritisk.
Københavns Vestegns Politi har efterforsket sagen som drabsforsøg, men der er rejst tiltalte for grov vold. Allerede i timerne efter knivstikkeriet foretog politiet de første anholdelser.
Dagen efter blev tre drenge og mænd i alderen 15-19 år varetægtsfængslet i sagen, og senere meldte en 19-årig mand sig selv til politiet. Han blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Også en 32-årig mand blev anholdt i sagen, hvor der i alt er seks tiltalte.
Politiet leder ikke efter andre formodede gerningspersoner, siger vagtchef Jannich Stæhr.
RITZAU