Football Leaks-hacker får forlænget sin vidnebeskyttelse

Rui Pinto får forlænget sin vidnebeskyttelse. (Arkivfoto).

Rui Pinto får forlænget sin vidnebeskyttelse. (Arkivfoto).

Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Den portugisiske computerhacker Rui Pinto, der står bag hjemmesiden Football Leaks og har været med til at udløse Premier Leagues undersøgelse af Manchester Citys økonomi, forbliver under vidnebeskyttelse.

Det oplyser de portugisiske myndigheder fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beskyttelsen skulle efter planen være ophørt lørdag, men forlænges nu, indtil der træffes en ny afgørelse.

Det fremgår af en erklæring fra justitsministeriet.

En tidligere beslutning om at afslutte beskyttelsen er blevet annulleret, fordi Pinto ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om begrundelsen og ikke havde fået mulighed for at klage over afgørelsen.

Pintos advokater har kritiseret sagsforløbet og peget på de trusler, deres klient står over for. Den 37-årige blev blandt andet overfaldet i Lissabon i april sidste år og har fortalt, at han måtte flytte til en hemmelig adresse på grund af talrige dødstrusler.

Pinto har været beskyttet vidne siden 2020, hvor han indvilligede i at give de portugisiske myndigheder adgang til millioner af filer, som han havde indsamlet.

Han blev anholdt i Ungarn i januar 2019 og efterfølgende udleveret til Portugal. Her sad han varetægtsfængslet i mere end et år, inden han indvilligede i at samarbejde med myndighederne og udlevere de krypterede data.

Afsløringerne fra Football Leaks har været med til at fælde Manchester City, der 29. september blev fundet skyldig i en lang række brud på økonomiske regler. City har anket afgørelsen.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...