11 personer udsatte i Viborg i april sidste år en dreng for så grov vold, at han mistede bevidstheden, fik brud på flere knogler i ansigtet og flækkede en tand.
De filmede det, fik ham til at sige, at han havde haft sex med en syvårig, og at han var homo, samt sprøjtede ham i ansigtet med en peberspray, så han ikke kunne se.
Mere end et år efter voldsepisoden har Retten i Viborg fredag kendt ti mænd og én kvinde i alderen 18 til 31 år skyldige i særdeles grov vold af ydmygende karakter.
Offeret var 17 år.
Han troede, at han på Stationspladsen skulle mødes med en jævnaldrende bekendt, men blev i stedet omringet af en gruppe, som gav ham adskillige knytnæveslag på kroppen og i hovedet.
Herefter blev han tvunget ind i et bagagerum og kørt til et skovområde, hvor han blev udsat for yderligere vold, trusler og ydmygende behandling.
Efter episoden ved skovområdet kørte fire af de dømte den 17-årige til hans hjem, hvor de tvang ham til at udlevere værdier til dem.
De fire er derfor også kendt skyldige i røveri og for at have fortsat frihedsberøvelsen af offeret.
Retten mener, at det er en særdeles skærpende omstændighed, at så mange deltog.
Selv om ikke alle 11 dømte aktivt deltog i volden, er de blevet dømt for medvirken, lyder det fra anklager Iben Bøttker fra Midt- og Vestjyllands Politi.
De straffes med fængsel på mellem et år og tre måneder og to år og tre måneder.
Én mand, der er irakisk statsborger, er blevet udvist af Danmark med et livslangt indrejseforbud. Yderligere to udenlandske statsborgere har fået en advarsel om udvisning.
Seks ankede dommen, mens én valgte at modtage sin dom. De resterende har udbedt betænkningstid i forhold til at anke dommen.
Ingen af de dømte har villet udtale sig under alle retsmøderne, hvilket er meget usædvanligt, fortæller Iben Bøttker. Man har derfor været nødt til at læse op fra deres forklaringer til politiet.
Tre har hverken udtalt sig til politiet eller under retssagen.
Sagen er usædvanlig. Iben Bøttker, der er senioranklager, oplyser, at hun ikke tidligere har set sager, hvor så mange personer har begået ét overfald.
- Det er ekstremt vigtigt, at vi har en dom, der viser, at domstolene tager det seriøst, når så mange mennesker går sammen om at overfalde én, siger hun.
RITZAU