Danske badmintonkvinder overrasker i Finland

Line Christophersen slog den thailandske VM-bronzevinder Pornpawee Chochuwong i tre sæt.

Line Christophersen slog den thailandske VM-bronzevinder Pornpawee Chochuwong i tre sæt.

Foto: Markku Ulander/Ritzau Scanpix

Det går forrygende for de kvindelige danske badmintonspillere i World Tour-turneringen Arctic Open i Finland.

Både Line Christophersen og Mia Blichfeldt er klar til semifinalen efter overraskende kvartfinalesejre over højere rangerende modstandere fredag eftermiddag.

Line Christophersen blev semifinaleklar som den første, da hun besejrede den thailandske VM-bronzevinder Pornpawee Chochuwong i tre sæt.

Christophersen, der er rangeret som nummer 13 i verden, vandt med sætcifrene 18-21, 21-14 og 21-19.

Få minutter senere var der mere dansk jubel på banen ved siden af. Her var Mia Blichfeldt endnu mere undertippet mod kineseren Han Yue, som aktuelt rangerer som verdens ottendebedste spiller.

Men Blichfeldt var godt forberedt mod en modstander, der aldrig fandt sit topniveau og virkede til at have fysiske problemer undervejs.

Blichfeldt lagde for med at vinde første sæt 21-18, og andet sæt blev en endnu mere jævnbyrdig affære.

Kineseren tilspillede sig sætbolde ved 20-19, 21-20 og 22-21, men Blichfeldt afværgede hver gang med aggressivt spil

Fra 22-22 spillede hun sig til en matchbold og udnyttede omgående muligheden. Sejrscifrene blev derfor 21-18, 24-22.

De to danskere optræder lørdag i hver sin semifinale. Blichfeldt møder japaneren Nozomi Okuhara, mens Christophersen får enten indisk eller thailandsk modstand som sidste forhindring før finalen.

Arctic Open har status som Super 500-turnering og er dermed på niveauet lige under Danmarks største turnering, Denmark Open, der spilles i Odense i den kommende uge.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...