Venstres folketingsmedlem Søren Gade kræver i et søgsmål 50.000 kroner af Jakob Klink, der er gift med Gades folketingskollega Trine Jepsen (V).
Det skriver Politiken, der har fået aktindsigt i sagens akter fra Retten i Herning.
Søgsmålet, som for nylig blev offentligt kendt, kommer på baggrund af en kommentar fra Jakob Klink på Facebook, som senere blev fjernet.
Det fremgår af aktindsigten, at Søren Gade kræver 50.000 kroner af Jakob Klink for en "ubeføjet" ytring.
Det er følgende sætning, som er baggrunden for søgsmålet, og som Jakob Klink ifølge Søren Gade skulle have skrevet:
- Men I fik formanden for Esbjerg Havn (Søren Gade, red.) ind, han kæmper altid hårdt for jeres område, i sidste valgperiode sikrede han da førtidsfolkepension til Henrik Sass.
- Så I har da valgt en, der støtter børneporno dømte, lød det i den omtalte sætning, som tidligere er blevet omtalt i andre medier, og som hurtigt blev fjernet.
Sætningen er efter alt at dømme en reference til, at Folketingets Præsidium med Søren Gade som daværende formand valgte at tildele førtidsfolketingspension til tidligere minister Henrik Sass Larsen (S).
Ifølge Politiken viser aktindsigten, at Jakob Klink i sit svar forsøger at så tvivl om, hvorvidt det er ham, der har skrevet kommentaren.
Søren Gades advokat, Heidi Højmark Helveg, har ifølge Politiken fremsendt et skærmbillede til retten af den omtalte Facebook-kommentar.
Her skulle det fremgå, at kommentaren blev fremsat 27. marts i år som en kommentar til en anden mand på Facebook.
RITZAU