Tre mænd kræves fængslet for timelang frihedsberøvelse

Retten i Roskilde fremstiller fredag klokken 12.00 tre mænd i et grundlovsforhør. De er sigtet for at frihedsberøve en 32-årig mand i flere timer. (Arkivfoto).

Retten i Roskilde fremstiller fredag klokken 12.00 tre mænd i et grundlovsforhør. De er sigtet for at frihedsberøve en 32-årig mand i flere timer. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tre mænd på henholdsvis 45, 21 og 22 år fremstilles fredag klokken 12 i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde.

De blev torsdag aften anholdt og sigtet for en timelang frihedsberøvelse af en 32-årig mand i og omkring Roskilde, skriver Midt- og Vestsjællands Politi fredag morgen.

Ifølge politikredsen blev manden angiveligt udsat for vold og truet med en pistol under frihedsberøvelsen.

Det er politiets opfattelse, at sagen bunder i et gældsforhold, og at frihedsberøvelsen havde til formål at få den 32-årige til at betale et større beløb.

Torsdag aften fik Midt- og Vestsjællands Politi kendskab til, at en 32-årig mand var blevet frihedsberøvet i Himmelev ved Roskilde. Han blev efter sigende kørt rundt i området i bil af flere personer.

På baggrund af denne information påbegyndte politiet en større indsats, hvilket førte til, at en 45-årig mand blev standset i en bil og anholdt i sagen.

Omkring midnat blev den 32-årige løsladt fra frihedsberøvelsen.

Kort tid efter lykkedes det politiet at standse en bil på vej mod Ågerup, hvor to mænd på 21 og 22 år befandt sig. De blev ligeledes anholdt.

Ifølge politikredsen forventer anklagemyndigheden at anmode om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...