18-årig drønede gennem gågade på motorcykel

Flere fodgængere måtte torsdag aften springe til side, da en 18-årig mand kom kørende på motorcykel med høj hastighed gennem gågaden i Næstved.

Den unge mand havde nægtet at standse for politiet og fortsatte gennem flere af byens centrale gader, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Klokken 18.30 havde to betjente spottet motorcyklisten i Ringstedgade, hvor han kørte ind mod byen og uden nummerplade på motorcyklen.

Betjentene besluttede at standse den 18-årige mand, men han fortsatte frem mod krydset ved Rådmandshaven. Her kørte han i en venstresvingsbane og fortsatte over for rødt lys.

Efterfølgende gik turen ifølge politiet gennem Ringstedgade og videre ind i gågaden, hvor fodgængerne måtte springe til side.

Motorcyklisten fortsatte over Hjultorvet og gennem Ramsherred med meget høj hastighed, inden det lykkedes politiet at standse ham i Teatergade.

Føreren viste sig at være en 18-årig mand fra Næstved, der ikke havde kørekort til motorcykel. Han blev sigtet for at køre over for rødt, for en forkert placering på vejen, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre på en uindregistreret motorcykel uden forsikring.

Han blev derudover sigtet for kørsel uden førerret og for at overtræde straffelovens bestemmelser om at forvolde fare for andre.

Motorcyklen blev beslaglagt på stedet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...