Danmark vil ud af sin komfortzone i canadisk VM-forberedelse

Jakob Michelsen jubler over sejren over Sverige i Odense i juni. (Arkivfoto).

Jakob Michelsen jubler over sejren over Sverige i Odense i juni. (Arkivfoto).

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En rejse over Atlanten, håndtering af forskellige tidszoner på et uvant kontinent og kampe mod en ikke-europæisk modstander.

Landstræner Jakob Michelsen får flere ønsker opfyldt, når Danmarks kvindelandshold i fodbold i de kommende dage møder Canada i først Montreal og siden Toronto.

- Vi er taget til Canada, blandt andet fordi stort set alle de europæiske hold skal spille VM-playoff, og derfor var der ikke frit valg på alle hylder i Europa.

- Men også fordi det var et stort ønske for mig, at vi tog uden for Europa, siger Michelsen.

Han førte i sommer Danmark til førstepladsen i VM-kvalifikationsgruppen foran Sverige, Italien og Serbien, og dermed er Danmark én af kun fire nationer, som har sikret pladsen ved slutrunden i Brasilien til sommer.

Efterårets landsholdsterminer er eneste muligheder for at komme ud af Europa, da foråret er reserveret til kampe i Nations League.

- Derfor har det været vigtigt for os at komme ud af vores komfortzone i forhold til at rejse langt, opleve jetlag, tidsforskelle og møde en anden fodboldstil, end den vi er vant til.

- At vi samtidig kan møde en topkvalitetsmodstander, gør det kun endnu bedre, siger Michelsen med henvisning til Canada, der som nummer ni på verdensranglisten er tre pladser bedre placeret end Danmark.

Flere normale profiler er ikke med på turen til Canada på grund af skader eller klubkampe. Til gengæld er fire mulige debutanter med, og tre af dem spiller i den hjemlige A-Liga.

- Jeg tænker bare, det er positivt. Det betyder jo, at den hjemlige liga bliver bedre og bedre, siger anfører Pernille Harder.

Med for første gang i næsten et år er også 25-årige Emma Snerle. Midtbanespilleren fra Fiorentina har været fraværende i hele 2026 på grund af en hovedskade.

- Jeg tog hjem fra landsholdssamlingen i slutningen af november sidste år og kunne ingenting. Min dag bestod af at stå op og gå en tur – til at starte med kunne jeg gå fem minutter, og det gjorde jeg måske tre gange om dagen.

- Jeg kunne ikke handle, lave mad eller interagere med min familie. Der var mange små skridt på vejen til at få det bedre, hvilket gør mig endnu mere taknemmelig for at være her nu og skulle repræsentere Danmark, siger Snerle.

Danmark spiller første testkamp mod Canada i Montreal fra klokken 01.00 dansk tid natten til lørdag. Mandag klokken 23.00 dansk tid gælder det opgøret i Toronto.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...