Regeringen vil tage den hjemmeboende SU fra 18.000 familier, der ellers fik tildelt fødevarechecken tidligere på året for at hjælpe på en trængt økonomi.
Det giver god mening, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til pressen i forbindelse med åbningsdebatten i Folketinget.
- Jeg har det grundlæggende sådan som socialdemokrat, at når man er et ungt menneske og i gang med skole eller en uddannelse, synes jeg, det er en god ide, at man har et job, hvor man tjener sine egne penge, siger Mette Frederiksen.
Onsdag kunne TV 2 på baggrund af en undersøgelse fra den liberale tænketank Cepos berette, at der et overlap af familier, der fik fødevarechecken, men som nu står til at miste en hjemmeboende SU.
Konkret er der 18.000 familier, der blev vurderet trængende nok til at få fødevarechecken, men som nu vurderes til at tjene så meget, at en studerendes i husstandens hjemmeboende SU skal fjernes.
Det har fået skarp kritik fra begge sider af Folketinget.
Til TV 2 har Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance kaldt regeringen "skizofren".
Enhedslistens Leila Stockmarr har ligeledes kritiseret manøvren kraftigt.
Hun mener, at tallene for de 18.000 fratagne hjemmeboende SU'er viser, at regeringspartiernes selvfortælling er selvmodsigende:
- At man var økonomisk trængt og havde brug for – godt nok et engangsbeløb – når man tjente under det beløb, hvor man nu mister SU’en til sine hjemmeboende børn, siger hun til TV 2.
Statsminister Mette Frederiksen forklarer torsdag til pressen, at fødevarechecken blev givet som en del af en indsats mod stigende priser på eksempelvis fødevarer og benzin.
TV 2 spørger statsministeren, om fødevarecheckens gevinst på mellem 2500 kroner og 5000 kroner bliver spist af nedskæringen på den hjemmeboende SU, der kan ramme 12.000 kroner årligt for en husstand.
- Det er to forskellige problemstillinger, siger Mette Frederiksen.
RITZAU