Når lytterne tuner ind på P1 i det nye år, bliver det til en ny formiddagsflade og en times ekstra "P1 Morgen".
Liveradioen bliver skruet op på P1, som fra mandag til torsdag vil sende live fra klokken 6.00 om morgenen og hen over størstedelen af dagen frem til klokken 18.
Det oplyser public service-stationen ved en pressebriefing og kalder det for "en markant satsning" og "en af de største forandringer på P1 i nyere tid".
- Vi synes ikke, vi mangler historier at fortælle lytterne i disse år, uddyber Michael Alsen, der er redaktionschef i DR Nyheder for "P1 Morgen", i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Alene af den grund er det en gave at få lov til at udvide sendetiden. Og så vil vi samtidig benytte lejligheden til at styrke os på områder som tech og økonomi, som føles stadig mere påtrængende og vigtige at informere lytterne om.
Når "P1 Morgen" er slut, vil der fra klokken 10 til 12 fra mandag til torsdag komme en ny liveflade, der "tager udgangspunkt i tidens vigtigste historier og de samfundssamtaler, som fylder lige nu".
Den nye liveflade skal bæres af stærke værter med journalistisk tyngde og personlighed, skriver DR, som endnu ikke afslører, hvem værterne bliver.
Den nye liveflade skal give mulighed for at være til stede i øjeblikket, når historier udvikler sig, og samtidig skabe sammenhæng, perspektiv og indsigt, uddyber redaktionschefen for DR Kultur, Debat og Lyd, Mette-Line Thorup, i pressemeddelelsen.
- P1 skal fortsat være stedet for faktabaseret journalistik, perspektiv og indsigt. Men vi vil også udvikle måden, vi laver liveradio på, siger hun og fortsætter:
- Lytterne skal tydeligt kunne mærke, at der er mennesker til stede, som undersøger verden sammen med dem og reagerer på det, der sker lige nu.
Den nye liveflade medfører, at nogle af de programmer, der i dag ligger i formiddagstimerne, enten flyttes til andre tidspunkter på P1 eller udgives i DR Lyd-universet, som samler mediets podcasts, radioprogrammer og -kanaler.
RITZAU