Influenza vaccine: Få et stik mens du handler

Onsdag den 14. oktober kan du blive vaccineret mod influenza uden tidsbestilling foran Lidl i Frederiksværk

Onsdag den 14. oktober kan du blive vaccineret mod influenza uden tidsbestilling foran Lidl i Frederiksværk

Foto: Presse

Tre dage i efterårsferien lægger vaccinationsbussen fra Danske Lægers Vaccinations Service vejen forbi ni Lidl-butikker i Nordsjælland. Her kan lokale borgere blive vaccineret mod influenza, mens de er ude at handle ind.

Og onsdag den 14. oktober kl. 13.00-15.00 ankommer vaccinebussen til Frederiksværk. Her kan man mod betaling blive vaccineret mod influenza af fagpersonale fra Danske Lægers Vaccinations Service.

- Formålet er at gøre muligheden for at blive vaccineret mod influenza lettere tilgængelig for borgerne i en travl hverdag. Med vaccinationsbussen kommer vi helt ud lokalt, og samarbejdet med Lidl gør det muligt for borgere, der måtte ønske det, at få klaret influenzavaccinationen, når de alligevel er ude at handle, siger Helena Hobel, Head of Commercial hos Danske Lægers Vaccinations Service.

Hos Lidl ser man frem til at få vaccinationsbussen ud til butikkerne i Nordsjælland og give kunderne mulighed for at blive vaccineret tæt på deres hverdag.

- I Lidl vil vi gerne gøre det lidt nemmere for vores kunder at passe på helbredet og på hinanden. Derfor stiller vi med glæde vores parkeringspladser til rådighed for vaccinationsbussen, så de af vores kunder, der måtte ønske det, nemt kan blive vaccineret mod influenza tæt på, hvor de bor og handler, siger Mette Schacht Færch, kundedirektør i Lidl.

Pilotprojekt i sommer

Det var netop i Nordsjælland, at Lidl og Danske Lægers Vaccinations Service i forsommeren gennemførte et pilotprojekt efter svensk forbillede, hvor det for første gang i Danmark blev muligt at blive vaccineret ved supermarkedet. Dengang kunne man blive vaccineret mod TBE og stivkrampe ved seks Lidl-butikker i Nordsjælland, og tilbuddet blev mødt af stor efterspørgsel med både mange bookinger og spontane besøg.

- Det viste sig, at danskerne tog godt imod muligheden for at blive vaccineret ved dagligvarebutikken. Derfor er vi meget glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet med Lidl – denne gang med influenzavaccinationer og desuden mere bredt over hele landet,” siger Helena Hobel.

Nordsjælland er således første etape af det nye og mere omfattende samarbejde mellem Lidl og Danske Lægers Vaccinations Service. Efter dagene i Nordsjælland fortsætter vaccinationsbussen videre til andre dele af landet frem til uge 48.

Borgere kan holde sig opdateret på, hvornår bussen kommer forbi deres lokale Lidl på www.sikkerrejse.dk/begivenheder. Det vil være muligt at blive vaccineret uden tidsbestilling, men vil man være sikker på at undgå ventetid, kan man med fordel bestille tid på linket.

I vaccinationsbussen tilbydes influenzavaccinen til 209 kr., hvilket er 40 kr. billigere end normalprisen i Danske Lægers Vaccinations Services klinikker. 

Samarbejdet er ikke en del af det offentlige program om gratis vaccinationer for personer over 65 år.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...