Landsret idømmer kvinde fængsel for at være IS-husmor

Østre Landsret har torsdag omgjort byrettens dom om at frifinde en kvinde for at fremme Islamisk Stat. Hun idømmes derfor to års fængsel, hvoraf seks måneder er ubetinget. (Arkivfoto).

Østre Landsret har torsdag omgjort byrettens dom om at frifinde en kvinde for at fremme Islamisk Stat. Hun idømmes derfor to års fængsel, hvoraf seks måneder er ubetinget. (Arkivfoto).

Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

En 34-årig kvinde er torsdag blevet idømt to års fængsel i Østre Landsret for at have støttet Islamisk Stat (IS) og dermed fremmet en terrororganisation.

Seks måneder af dommen er gjort ubetinget. Den del af straffen skal dermed afsones, mens resten er gjort betinget.

Det sker, efter at hun i maj sidste år blev frikendt i byretten som den første i sager om kvinder, der var tiltalt for at være husmødre i Islamisk Stat.

Kvinden, der torsdag bærer et hvidt tørklæde om hovedet, er fra en dansk ikke-muslimsk familie, men konverterede som ung til islam.

Hun boede for mere end ti år siden i Syrien med sine børn og daværende mand. Manden var angiveligt IS-kriger.

Kvinden opholdt sig i Syrien ad to omgange. Første gang i to måneder i 2013. I 2014 rejste hun tilbage og var der i knap et år.

I juni 2015 døde manden i et angreb, og hun blev efterfølgende smuglet ud af Syrien ved hjælp af en menneskesmugler.

Ifølge en enig domsmandsret vidste kvinden, at hendes ægtefælle var tilsluttet IS, da hun rejste ind i Syrien for anden gang.

- Og du vidste, at du rejste ind i et område, der var styret af IS, lyder det fra dommerformanden.

Det er kun det andet ophold, hun er dømt for, eftersom anklagemyndigheden i sin anke ikke krævede hende dømt for det første ophold i Syrien.

Dommen har været længe undervejs, og allerede i 2014 aflyttede Politiets Efterretningstjeneste (PET) kvinden. På optagelserne kunne de høre hende fortælle, at hun ville rejse til Syrien. Og efter hendes hjemkomst afhørte PET hende i 2015.

Alligevel var det først i 2022, at Københavns Politi fik kendskab til rejserne og startede sagen op. Tiltalen blev rejst i 2024, og i marts 2025 blev sagen indledt i Retten på Frederiksberg.

Der er ikke nogen forklaring på, hvorfor sigtelsen blev rejst, syv år efter at PET blev bekendt med kvindens rejser til Syrien.

Landsretten har i sin udmåling af straffen derfor lagt vægt på den sene sigtelse, og at gerningstidspunktet er mere end ti år siden.

Inden landsrettens dom blev afsagt, var det tydeligt, at kvinden var meget nervøs. Hun rystede en smule og fortalte sin forsvarer, at hun næsten ikke kunne være i sig selv.

Da dommen blev læst op, sagde hun ikke et ord.

Anklager Henrik Aagaard er tilfreds med landsrettens dom, eftersom den følger anklagemyndighedens påstand.

Han er desuden enig med retten i, at der skulle tages hensyn til, at det er mere end ti år siden, kvinden rejste til Syrien.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...