Hvad ved vi om medicinsk cannabis, hvordan bruges det i behandlingen af kroniske smerter og sygdomme, og hvilke etiske problemer rejser brugen af cannabis i sundhedsvæsenet?
De spørgsmål sætter speciallæge Tina Horsted fokus på, når hun onsdag 4. november klokken 19.00 gæster Knud Lavard Centret / Café Ingeborg i Ringsted til en debataften arrangeret af Gigtforeningens Oplysningskreds i Ringsted, GOK-Ringsted.
- Interessen for medicinsk cannabis er stigende, og Folketinget har ved lov gjort behandlingen med medicinsk cannabis permanent fra januar 2026. Det åbner for nye og måske bedre behandlingsmuligheder for patienter. Speciallæge Tina Horsted deler sin viden og erfaringer fra behandling af patienter med kroniske smerter og sygdomme i hele Norden, står der i en pressemeddelelse fra Gigtforeningens Oplysningskreds i Ringsted, som fortsætter:
- Du får indsigt i, hvordan medicinsk cannabis kan anvendes til smertebehandling hos patienter med blandt andet multipel sclerose, gigt, nervesmerter og cancer, men Tina Horsted vil også lægge op til debat om de etiske problemer, som brugen af cannabis i sundhedsvæsenet rejser.
Tina Horsted vil desuden fortælle om behandlingen 'Low Dose Naltrexone', der kan anvendes som et supplerende og alternativt behandlingsprincip.
Selvom cannabisplanten har været brugt medicinsk i flere hundrede år, betragtes området stadig som nyt inden for vestlig lægevidenskab. De seneste 5 - 10 år er der dog indsamlet værdifuld viden både i Danmark og internationalt.
Hvis du vil deltage så skal tilmelding ske senest 1. november. Tilmeldingen sker ved bankoverførsel af 50 kroner per deltager til GOK-Ringsteds bankkonto, som hedder 2520 6888 505 022 eller MobilePay 32044. Skrive navn/navne, telefonnummer og debat på indbetalingen.