Fem anholdt i sag om menneskesmugling i prostitutionsmiljøet

Politiet har anholdt tre mænd og to kvinder på baggrund af en længerevarende efterforskning af menneskesmugling i prostitutionsmiljøet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Under en koordineret aktion er de onsdag blevet anholdt i henholdsvis Hvalsø på Midtsjælland, på Frederiksberg og i Nakskov på Lolland.

Efterforskningen har været rettet mod det, politiet kalder "et organiseret netværk i det thailandske prostitutionsmiljø".

Politiet indledte sine undersøgelser på baggrund af et tip, der indikerede, at flere kvinder er blevet udnyttet seksuelt og økonomisk.

- Efterforskningen har været rettet mod de personer, som stod bag organisationen, deres kontrol med de prostituerede samt deres økonomiske forhold omkring prostitutionen og optjent gældsforhold til de styrende i organisationen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge politiets oplysninger har gruppen alle spillet en rolle i et netværk, der har drevet bordeller forskellige steder på Sjælland og øerne syd for.

De fremstilles alle i grundlovsforhør torsdag.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...