Tidligere bandemedlem giftede sig med offer og snød sig til hus

Retten i Aarhus har onsdag idømt en 32-årig mand to års fængsel i en lidt usædvanlig svindelsag.

I sagen er Youssef Badr kendt skyldig i bedrageri og åger af særlig grov beskaffenhed.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi og en artikel fra Århus Stiftstidende.

Det drejer sig om, at han i efteråret 2024 giftede sig med en 41-årig mand, som Youssef Badr udnyttede, så han kunne få fat i del af hans formue.

Ifølge Århus Stiftstidende er den 41-årige mand født med en hjerneskade, og et vidne har under retssagen fortalt, at han kan sidestilles med et barn.

Efter at de to mænd blev gift, fik den 32-årige overdraget 75 procent af en villa i Hasle, som den 41-årige mand ejede.

Huset blev sat til salg, og den 32-årige stod til at få udbetalt tre millioner kroner.

- Den 41-årige mand er blevet udnyttet på groveste vis, og jeg er derfor også glad for, at Retten i Aarhus har set på sagen med alvor og idømt en fængselsstraf på to år, siger specialanklager Tanja Mikkelsen i pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi.

I forbindelse med sagens efterforskning beslaglagde Østjyllands Politi den 32-åriges ejerandele i huset, og i forbindelse med dommen er det også afgjort, at ejerandelene skal tilbageleveres til den 41-årige som ejendommens rette ejermand.

Ifølge Århus Stiftstidende er Youssef Badr tidligere dømt for personfarlig kriminalitet, og han har været del af den ulovlige bande Loyal to Familia.

Youssef Badr har siddet varetægtsfængslet siden foråret og skal fortsat være det.

Han har modtaget onsdagens dom og vil altså ikke anke til landsretten.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...