Midt- og Sydsjællands Brand og Redning station Vordingborg byder onsdag 14. oktober indenfor til åbent hus fra klokken 10.00 til 14.00.
Gæster får mulighed for at se brandbiler, tage en tur i brandstationens lift, som kan nå op i 32 meters højde, samt opleve elementær brandslukning sammen med ungdomskorpset.
Frivillige fra Næstved deltager og viser deres kunnen, og Beredskabsstyrelsen deltager også med demonstrationer. For de mindste har Vordingborg Brandmandsforening sponsoreret en røgdykkerbane, hvor børn kan prøve kræfter med røgdykkeropgaver.
Politiet og ambulancepersonale deltager og står klar til at besvare spørgsmål. Dagen byder desuden på en pølsevogn med mad og drikke til salg.
Arrangørerne præsenterer også et særligt scenarie klokken 11.30, hvor besøgende kan opleve, hvordan de forskellige beredskaber håndterer et færdselsuheld.