Nye tal fra kreditoplysningsbureauet Creditsafe viser, antallet af konkurser steg med seks procent i september og nåede det højeste niveau for måneden siden 2019.
- Antallet af konkurser steg seks procent på landsplan i september og nåede det højeste niveau siden 2019.
- Region Sjælland oplevede et fald på to procent i september og 17 procent i tredje kvartal.
- Region Hovedstaden havde tre procent færre konkurser i september og et fald på 12 procent i tredje kvartal.
- Den største konkurs i Region Sjælland ramte en byggevirksomhed med 35 ansatte, i Hovedstaden et vikarfirma med 132 ansatte.
- På landsplan blev der registreret 616 færre konkurser i årets første ni måneder sammenlignet med året før.
Således blev der i september registreret 693 konkurser i Danmark mod 654 i samme måned sidste år – altså en stigning på 39 konkurser.
Zoomer man ind på Region Sjælland og Region Hovedstaden, ser billedet dog lidt anderledes ud.
Færre konkurser
Region Hovedstaden havde 349 registrerede konkurser i september, hvilket er tre procent færre end i samme måned sidste år. Sammenligner man tredje kvartal i år med tredje kvartal 2025 er antallet af konkurser i Region Hovedstaden i perioden faldet med 12 procent fra 628 til 555 konkurser.
I Region Sjælland faldt antallet med to procent i september og 17 procent i tredje kvartal, hvor der blev registreret i alt 158 konkurser.
Læs også
- Diskotek erklæret konkurs efter lang stilstand
- Kommunen skal låne penge til Frederiksborgcentret
- Derfor lukker bowlingcenteret - der er krig i kulissen
Den største konkurs i Region Sjælland i september er hos virksomheden Murermester Sandholt & Pedersen APS fra Faxe Kommune med 35 ansatte.
I Region Hovedstaden er den største konkurs i september sket hos Vikar-Alliancen ApS med med 132 ansatte. Virksomheden har hovedkontor i København S.
På landsplan har der i september været flest konkurser inden for bygge og anlægsbranchen og engros og detailhandlen. Derefter kommer hotel-, restaurant- og oplevelsesbranchen og administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester, ifølge opgørelsen fra Creditsafe. Finans- og forsikringsbranchen er ikke medtaget i den del af opgørelsen.
På landsplan er den samlede udvikling i antallet af konkurser faldet, trods stigningen i september.
For årets første ni måneder blev der registreret 3.258 konkurser mod 3.874 året før. Altså 616 færre konkurser og et fald på 16 procent.
- De samlede tal peger derfor fortsat på en forbedring sammenlignet med sidste år, selv om september understreger, at udviklingen ikke følger en lige linje, skriver Creditsafe i en kommentar til deres analyse.
Også tal fra Danmarks Statistik viser flere konkurser i september 2026 sammenlignet med september 2025, samt en stigning fra august til september i år - også når man korrigerer for normale sæsonudsving.
- September blev den mest konkurstunge septembermåned siden 2019, og det viser, at mange virksomheder fortsat opererer i et marked præget af forsigtig efterspørgsel og pres på indtjeningen. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at konkursniveauet fortsat ligger betydeligt under sidste år både for kvartalet og for året som helhed, siger Morten Larsen, country manager, Creditsafe Danmark, i en pressemeddelelse.