Med sin åbningstale i Folketinget forleden fik statsminister Mette Frederiksen (S) slået mindst to ting fast: Hun og hendes slægt kommer fra landet. Og her er man gjort af et særligt stædigt stof, der får ting til at ske. At den nødvendige frivillighed også opstår, fordi det store samfund forsømmer sine pligter, glemte hun i farten. Derfor bør talen om udviklingen af landdistrikterne høres med en skeptisk optimisme.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Mette Frederiksen fortalte bl.a. en rørende historie om ildsjælene fra landsbyen Aarestup, der brugte otte lange år på at få rejst en multihal. Statsministeren har ret i, at danske frivillige er noget særligt. Uden dem ville meget ikke kunne lade sig gøre.
Men der er en fare ved at romantisere frivilligheden og de driftige kvinder og mænd. For civilsamfundet kan og skal ikke løfte opgaver, som det offentlige åbenlyst forsømmer. Den enkelte har naturligvis et ansvar for at bidrage både til sit nærområde og det store fællesskab. Men det ansvar har staten sandelig også, og her er der noget at indhente. For nok kan gode viljer samle ind til en multihal eller et kulturhus. Men den langsigtede investering, der sikrer driften og udviklingen af hverdagslivet, kan man ikke kræve af borgere, der i forvejen passer deres arbejde og betaler deres skat. Og her mangler statsministeren en plan. Hvad er det, hun og regeringen vil bidrage med, når landsby-borgerne har gjort deres?
Statsministens tale indeholdt en ambition om at fjerne bureaukrati og bøvlede regler, der spænder ben for kommunernes udviklingsplaner. Tak. Forhåbentligt kan det bidrage til mere iværksætteri og flere arbejdspladser. Der skal således placeres et hovedsæde for lokal udvikling i Nykøbing Falster, hvor man, med statsministerens ord, ruller den røde løber ud for kommuner, der har forslag til politik, der kan skabe aktiviteter lokalt. Så langt, så godt.
Men hvor ender den røde løber? Man kan ikke udvikle udpinte områder med gode intentioner og et statsligt heppekor. Hvis den bare ruller hen til nogle embedsfolk, der ønsker kommunerne held og lykke på de nye initiativer, er vi jo lige vidt. Især for de mange kommuner, hvis største udfordring ikke er mangel på multihaller eller gode ideer, men solide underskud af kolde kontanter.