Hvordan er det egentlig at være og arbejde på et plejehjem?
Det var et spørgsmål som eleverne i 7.x fra Grønnevang Skole fik mulighed for at få svar på, da deltog i projektet "Unge i Praksis".
Eleverne begyndte med en undervisnings dag på SOSU H, hvor de blev introduceret til uddannelserne som social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent. Herefter gik turen til Skansely Plejehjem. Her fortalte to elever på social- og sundhedsuddannelsen om deres hverdag og baggrund.
Derefter besøgte 7. klasse-eleverne i mindre grupper nogle af plejehjemmets beboere, som havde sagt ja til at fortælle om deres liv.
Eleverne prøvede også forskellige øvelser, der skulle give dem en fornemmelse af nogle af de udfordringer, ældre og syge mennesker kan leve med. Blandt andet prøvede de at pakke en gave ind med en hånd for at få en oplevelse af, hvordan det er at mangle en arm.
Projektet er et samarbejde mellem SOSU H, Sundhedsfremme og Uddannelse i Hillerød Kommune, Uddannelsesvejledningen Halsnæs Hillerød og folkeskolerne i Hillerød.