Det har krævet tålmodighed, kogende vand og daglige prøver. Men nu kan beboerne i det berørte område i Kokkedal igen drikke vandet direkte fra hanen.
Fredensborg Forsyning ophævede tirsdag eftermiddag kogeanbefalingen på Brønsholmsvej, Vibe Allé og for de berørte husstande på Fredtoften.
Det betyder, at vandet ikke længere skal koges, før det bruges til blandt andet drikkevarer og madlavning.
- Vi er meget glade her på Fredensborg Forsyning over, at vi nu kan meddele, at kogeanbefalingen er ophævet, skriver forsyningen i sin opdatering.
Beboerne bliver dog anbefalet at lade vandhanen løbe i fem minutter, inden vandet igen bruges som normalt. Hvis vandet er brunt eller misfarvet, skal hanen løbe lidt længere, indtil vandet er helt klart.
Begyndte med coliforme bakterier
Forureningen blev konstateret 17. september, da der blev fundet coliforme bakterier i en mindre del af ledningsnettet. I første omgang omfattede kogeanbefalingen Brønsholmsvej og Vibe Allé, men senere blev to husstande på Fredtoften også omfattet.
Coliforme bakterier findes blandt andet naturligt i jord, planter og overfladevand. De er ikke nødvendigvis farlige i sig selv, men fund i drikkevand kan være tegn på, at vandet har været i kontakt med omgivelserne.
Undervejs blev situationen mere alvorlig. Senere prøver viste nemlig også enterokokker i vandet. Enterokokker findes normalt i tarmene hos mennesker og dyr, og fundet blev derfor betragtet som tegn på fækal forurening. Det vil sige, at vandet kunne have været forurenet med afføring.
Fundet fik Fredensborg Forsyning til at understrege, at kogeanbefalingen skulle følges nøje, da bakterierne kan udgøre en risiko for infektioner og sygdom. Det gælder især for personer med et svækket immunforsvar.
To rene prøver gav håb
Den første rigtig positive melding kom i slutningen af september. Her viste to prøver i træk, at enterokokkerne var væk fra ledningsnettet.
Der var dog fortsat coliforme bakterier i vandet, og derfor kunne kogeanbefalingen ikke ophæves. Forsyningen fortsatte i stedet med at skylle ledningsnettet og tage daglige prøver fra de berørte områder. Prøverne blev drøftet af et beredskab bestående af Fredensborg Forsyning, Fredensborg Kommune og eksterne specialister.
Den 1. oktober var niveauet af coliforme bakterier fortsat faldende, men endnu ikke langt nok nede til, at forsyningen ville give grønt lys. Først med tirsdagens melding kunne beboerne lægge elkedler og gryder væk.
Fredensborg Forsyning retter samtidig en tak til de beboere, der har åbnet deres hjem for prøvetagning.
- Vi takker for, at vi har haft muligheden for at tage vandprøver i private hjem, som har hjulpet os i processen med at bekæmpe vandforureningen,« skriver forsyningen, der samtidig beklager de gener, forureningen har medført.
Læs også
- Efter fund af bakterie fra afføring - to rene prøver i træk
- Forsyningen kæmper mod bakterie fra afføring - men det kan tage uger
- Forurening tager alvorlig drejning: Nye bakterier fundet i drikkevandet
- Efter bakteriefund: Borgere skal fortsat koge vandet
- Så er den gal igen - her skal du koge vandet
Flere forureninger på få år
Det er ikke første gang, at borgere i Fredensborg Kommune har måttet koge drikkevandet. I sommeren 2024 oplevede forsyningen ifølge daværende bestyrelsesformand Carsten Nielsen den første vandforurening i mindst 40 år. Her blev kilden lokaliseret til vandtårnet ved Veksebo, hvor store mængder sankthansoldenborrer blev udpeget som årsagen.
I 2025 blev kommunen igen ramt. Her blev der flere gange fundet coliforme bakterier og senere også E. coli i dele af forsyningsnettet. Problemerne bredte sig til blandt andet Fredensborg, Humlebæk og Nivå, og op mod 20.000 borgere blev på et tidspunkt bedt om at koge vandet.
Den seneste forurening har været langt mere geografisk begrænset. For beboerne på Brønsholmsvej, Vibe Allé og Fredtoften har den dog betydet knap tre uger, hvor vandet ikke har kunnet bruges direkte fra hanen.
Det kan det nu igen.