DR Congos fodboldlandshold slap uden straf, selv om congoleserne brugte en ulovlig spiller, da de kvalificerede sig til sommerens VM.
Det handler ifølge det amerikanske medie New York Times om målmanden Lionel Mpasi, der ikke var spilleberettiget for DR Congo i VM-kvalifikationen.
Mediet har set dokumenter, der viser, at Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, undersøgte sagen og allerede før kvalifikationen var i hus, var opmærksom på, at målmanden ikke havde papirerne i orden.
Mpasi har spillet ungdomslandskampe for Frankrig, hvor han er født, og havde ikke gennemført processen med at skifte nationalitet, da han var med til at sikre DR Congo adgang til slutrunden i Nordamerika.
Det skete blandt andet med en sejr over Nigeria, der efterfølgende indberettede sagen til Fifa.
Ifølge flere medier var Fifa klar over problemet med Mpasi inden DR Congos afsluttende playoffkamp i VM-kvalifikationen mod Jamaica.
Men frem for at tage stilling til om DR Congo skulle udelukkes fra VM, valgte Fifa at afvise klagen fra Nigeria med den begrundelse, at den blev indsendt for sent.
Den afgørelse har Nigeria appelleret. Sportsmediet ESPN skriver, at nigerianerne nu overvejer at kræve økonomisk kompensation af Fifa.
Lionel Mpasi vogtede målet i alle DR Congos fire kampe ved VM i Nordamerika, hvor congoleserne nåede 16.-delsfinalen.
RITZAU