LA og DD er klar på et nyt borgerligt konvent - K takker nej

Partilederne fra Liberal Alliance, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti mødtes i september 2025 til et såkaldt borgeligt konvent i Fredericia. (Arkivfoto).

Partilederne fra Liberal Alliance, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti mødtes i september 2025 til et såkaldt borgeligt konvent i Fredericia. (Arkivfoto).

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Både Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne er klar på et nyt såkaldt borgerligt konvent, som Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har opfordret til.

Det siger partiernes politiske ordførere, Mads Strange (LA) og Susie Jessen (DD).

- Vi sætter pris på samarbejdet i blå blok, og vi vil i Liberal Alliance rigtig gerne holde flere fællesarrangementer som det borgerlige konvent, siger Strange.

- Jeg finder det vigtigt, at vi kan danne fælles fodslag med de andre partier i blå blok, nu også med deltagelse af Venstre, så vi viser sammenhold og kommer med nogle gode løsninger til de udfordringer, vores samfund står over for, siger han.

Også LA-leder Alex Vanopslagh oplyser til Ritzau, at han er "positiv over for at bygge videre på det", og han tilføjer, at han selv havde ideen til et borgerligt konvent i sin tid.

De Konservative takker dog nej. Det udtaler politisk ordfører Frederik Bloch Münster (K) i en skriftlig kommentar:

- Der er masser af energi i blå blok og en fælles vilje til at skabe borgerlige resultater for Danmark. I Det Konservative Folkeparti vil vi hellere bruge kræfterne på at få gennemført konkret politik, blandt andet lavere skatter, mindre bureaukrati og strammere krav til at opnå dansk statsborgerskab.

For lidt over et år siden blev der afholdt det indtil videre eneste borgerlige konvent i Fredericia. Her deltog De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og DF.

Næste gang skal Venstre også være med, er planen. Venstre var ikke inviteret med sidste år, fordi partiet var en del af den daværende SVM-regering.

K, LA, DD og DF kunne sidste år fremvise 50 politiske tiltag, som de var enige om og ville gennemføre på de første 100 dage, hvis de fik magten ved det næstkommende folketingsvalg, som endte med at finde sted i marts i år. Blandt andet skulle store bededag genoplives som en helligdag.

Faktisk var partierne enige om 51 ting. For de vil også have Mette Frederiksen (S) ud af Statsministeriet.

Susie Jessen kalder sidste års konvent "en stor succes, som viste, hvad vi kan sammen".

- Så det synes vi helt klart, at vi skal gentage igen. Men det er vigtigere lige nu, at vi får udviklet noget politik, som vi kan stå på sammen. Så politikudviklingen skal komme først, og så skal showet komme derefter, siger hun.

Det handler om at udvikle politik, som også Venstre kan være med på, siger Susie Jessen.

- Det udspil, vi havde med de andre partier, skal arbejdes igennem igen, så Venstre også kan se sig selv i det. Der er en masse ting, Venstre sikkert kan se sig selv i, men der er også ting i udspillet, som Venstre har været med til at gennemføre sammen med den daværende SVM-regering, siger hun.

Susie Jessen nævner i den sammenhæng koranloven, der kort fortalt forbyder afbrænding af hellige skrifter. Den lov var Venstre med til at gennemføre, men den vil de andre partier afskaffe.

Messerschmidt nævnte i sin formandstale på DF's årsmøde i sidste måned, at de blå partier burde holde et nyt konvent. Hvor og hvornår vides ikke. Han gentog budskabet i et debatindlæg hos Berlingske tirsdag.

Mads Strange mener, at det handler om at vise blåt sammenhold.

- Vi er i LA glade for, at Venstre er vendt hjem til blå blok, og vi tror, at Venstre kan være med til at udvikle gode ideer til ny politik, som kan vise, at der er et alternativ til den venstreorienterede regering, der er i Danmark, siger han.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Venstre.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...