Det lykkedes ikke det danske U21-landshold at sikre sig direkte kvalifikation til EM 2027.
Men der er intet i vejen med den lange vej, hvis man spørger landstræner Lars Knudsen.
- Når man spiller fodbold på det her niveau, så nyder man at konkurrere. Vi ville helst have taget førstepladsen, men vi er klar til at tage vejen gennem playoff, siger han.
Da danskerne ikke fik den fornødne sejr mod Belgien tirsdag, skal de forsøge at spille sig til EM i Albanien og Serbien gennem to playoff-kampe i november.
Landstræneren ærgrer sig over den glippede mulighed, men pointerer samtidig, at den oprindelige målsætning ikke er spoleret.
- Målsætningen er at komme til EM, og det kan man gøre på to måder: ved at blive nummer et eller gennem playoff. Så den målsætning er stadig intakt. Vi skal til EM.
Den danske stopper Villads Nielsen, som har støvsuget al spilletid i landsholdsterminens tre kampe, er hurtig til at vende blikket fremad.
- Der er nye muligheder. Det er sådan, man skal se på det. Vi har selv sat os i den her situation. Det betyder, at vi skal ud og præstere i to nye kampe.
- Det er bare at komme tilbage til klubben og holde sig i form. Så kan vi komme ind med den maksimale energi, når det er knald eller fald over to kampe, siger Bodø/Glimt-spilleren.
Danmarks modstander til den dobbelte duel trækkes fredag blandt de andre andenpladser fra gruppespillet.
Villads Nielsens sidekammerat i forsvaret Tobias Storm er skuffet, men ikke ligefrem chokeret over at skulle tage en tørn mere i jagten på EM-deltagelse.
- Vi vidste, at det var en mulighed, så det er bare at kigge fremad mod de to kampe i november, som er vanvittigt vigtige for os, siger Storm.
- Det er super stort, hvis vi kommer til EM.
Den tidligere Lyngby-spiller optræder til daglig for hollandske Nijmegen. Her er han holdkammerat med Clement Bischoff, der spillede på det danske U21-landshold under sidste års EM-slutrunde.
- Jeg har snakket med Clement om det, og han synes, at det var super fedt. Det er noget, vi alle sammen gerne vil opnå som gruppe og individer, siger Storm.
RITZAU