Mads Pedersen lukker sæsonen efter tre løbsdage i træk

Mads Pedersen vandt en etape og den grønne trøje i Tour de France i år. Det blev hans eneste triumfer i sæsonen. (Arkivfoto).

Mads Pedersen vandt en etape og den grønne trøje i Tour de France i år. Det blev hans eneste triumfer i sæsonen. (Arkivfoto).

Foto: Papon Bernard/Reuters

Den danske cykelrytter Mads Pedersen kommer ikke til at køre flere løb i 2026.

Det oplyser han i sin podcast, Lang Distance, ifølge feltet.dk.

- Nu er sæsonen slut. Det er sgu meget rart at kunne trække stikket. Jeg tager fire uger, hvor jeg ikke rører cyklen, siger den 30-årige dansker.

Højdepunktet i 2026 var Tour de France, hvor han både vandt en etape og endte som vinder af den grønne pointtrøje.

Sidstnævnte betød, at han blev den blot sjette rytter i historien, som har vundet pointtrøjen i alle tre grand tour-løb.

Tidligt på sæsonen styrtede danskeren og fik ødelagt meget af forberedelserne til forårsklassikerne, som altid er et stort mål for ham. Alligevel leverede han pæne resultater i foråret - dog uden at det blev til sejre.

Mandag udgik han af Coppa Bernocchi efter at have kørt henholdsvis EM og Sparkassen Münsterland de to foregående dage.

- Det var måske lidt for optimistisk. Det tredje (løb, red.) var der nok ikke nogen grund til. Men vi lærer af vores fejl, lyder det fra Pedersen i podcasten.

Han stod på startlisten til Gran Piemonte på torsdag, men det løb bliver altså uden Lidl-Trek-stjernens deltagelse.

Mads Pedersen var kaptajn på det danske landshold til VM i Montreal 27. september, selv om ruten var mere kuperet, end han normalt bryder sig om.

Det skyldtes blandt andet, at de oplagte kaptajner, Jonas Vingegaard og Mattias Skjelmose, måtte melde fra.

I deres fravær kørte Mads Pedersen et flot løb og blev nummer seks.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...