Rektor jubler: - Det er lykkedes at tegne en bygning, der får det hele til at smelte sammen

Håndværkerhuset på Campus Odsherred i Asnæs er nomineret til Årets skolebyggeri 2026 - et byggeri med fokus på fællesskab og bæredygtigt træbyggeri.

Søren Aagesen Goth, rektor på Campus Odsherred, glæder sig over nominieringen af campusbygningen Håndværkerhuset.

Søren Aagesen Goth, rektor på Campus Odsherred, glæder sig over nominieringen af campusbygningen Håndværkerhuset.

Foto: Jens Wollesen

Det visionære, centrale bygningsværk til Campus Odsherred i Asnæs,  indviet i 2025, er nomineret til Årets skolebyggeri 2026, og det glæder rektor Søren Aagesen Goth. 

Den Korte Version
  • Håndværkerhuset på Campus Odsherred i Asnæs er nomineret til Årets skolebyggeri 2026.
  • Bygningen er tegnet af Vandkunsten og Rolvung & Brøndsted Arkitekter med træ som bærende element.
  • Håndværkerhuset samler erhvervsuddannelser og gymnasieafdeling i et multifunktionelt fællesskab.
  • Madstrædet forbinder café, kantine og hovedindgang for begge uddannelsesretninger.
  • Rektor Søren Aagesen Goth fremhæver styrket fællesskab og daglig brug af huset af alle elever.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Med det centrale byggeri på Campus Odsherred - indviet i 2025 - er det lykkedes arkitekterne bag at skabe et nyt samlingspunkt i Asnæs, hvor fællesskab mellem ungdomsuddannelser  og bæredygtighed mødes i en visionær konstruktion.

Det har givet genklang i byggebranchen.

Det nominerede byggeri er opført med synlige trækonstruktioner, gulve i krydsfiner og askeparket.
Det nominerede byggeri er opført med synlige trækonstruktioner, gulve i krydsfiner og askeparket. Foto: Rasmus Hjortsø

Den voluminøse nybygning, opført med bærende konstruktioner og vægge i træ, har fået navnet Håndværkerhuset, og er nu blevet nomineret til Årets skolebyggeri 2026 i konkurrence med ni andre byggerier . 

Den er tegnet af Vandkunsten og Rolvung & Brøndsted Arkitekter.

Med træ som det bærende, CO2-indkapslende element og genanvendelse i fokus, står Håndværkerhuset som symbol på fremtidens byggeri.

Kursus- og konferencevirksomheden Nohrcon har siden 2013 stået bag kåringen af Årets skolebyggeri, som resten af branchen kan lære af.

- Jeg er utrolig glad for nomineringen, siger rektor for Campus Odsherred, Søren Aagesen Goth.

- Det er fantastisk, at vi har fået det her byggeri - tegnet af Vandkunsten og betalt af A.P. Møller Fonden, Odsherred Kommune og NEG - og at det så bliver nomineret til Årets skolebyggeri.

Binder det hele sammen

- Jeg synes faktisk, når man har fremtids-blikket på, at bygningen kan rumme det uddannelseslandskab, vi ser ind i, efter reformen af ungdomsuddannelserne i 2030. Alle de forskellige retninger. Det er superfedt, siger Søren Aagesen Goth.

Hvordan fungerer bygningen i hverdagen?

- Den fungerer supergodt og er med til at binde vores uddannelser sammen. Selvom Håndværkerhuset er mest tiltænkt erhvervsuddannelserne og 10. klasse, bruger alle uddannelserne huset i dagligdagen. Det er et multifunktionelt hus. Bredt og godt fungerende.

Glasvægge og udsyn

I Håndværkerhuset har øvelsesrestaurant og tømrerhal dobbelt lofthøjde.

De store teorilokaler på 1. sal har glasvægge og udsyn til tømrerhallen. Åbne rumforløb og synlig teknik understreger bygningens værkstedskarakter og fagenes betydning.

Tømrerhallen har dobbelthøjde, og to store teorilokaler har glasvægge og udsyn til hallen.
Tømrerhallen har dobbelthøjde, og to store teorilokaler har glasvægge og udsyn til hallen. Foto: Rasmus Hjortsø

Med i byggeriet - i alt 1350 kvadratmeter nybyggeri og 600 kvadratmeter ombygning - er også en lav mellembygning, kaldet Madstrædet, der rummer fælles indgang for erhvervs- og gymnasieafdelingen.

Hovedindgangen signalerer lige adgangsforhold for de to uddannelsesretninger.

Madstrædet er også forbindelsen mellem den nye øvelsesrestaurant i Håndværkerhuset og kantinen i gymnasie-delen.

Krammer og skulderklap

Udenfor er etableret Campustorvet med en sammenbindende træ-pergola.

- Det virker. Det er enormt fedt at se, når eleverne ankommer om morgenen til Campustorvet - så giver de lige hinanden en krammer eller et klap på skulderen, inden de går i hver sin retning, fortæller rektor.

- Det er lykkedes arkitekterne at tegne et nyt byggeri, der får det hele til at smelte sammen. Og de unge køber ind på det - det er helt sikkert med til at styrke fællesskabet, siger Søren Aagesen Goth.

A.P. Møller Fonden har doneret 25 millioner kroner af den samlede byggesum på 40 millioner kroner. Resten af beløbet er fra Odsherred Kommune og Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieskoler.

Fra byggefasen ses, at Håndværkerhuset blev opført som en stor rammekonstruktion i træ, der senere blev beklædt med træ i en rød farvetone.
Fra byggefasen ses, at Håndværkerhuset blev opført som en stor rammekonstruktion i træ, der senere blev beklædt med træ i en rød farvetone. Foto: Stefan Andreasen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...