Genmab-aktien stiger otte procent efter nye kræftdata

Genmab stiger på fondsbørsen efter lovende nyt om forsøg med en ny type behandling af lymfekræft. (Arkivfoto).

Genmab stiger på fondsbørsen efter lovende nyt om forsøg med en ny type behandling af lymfekræft. (Arkivfoto).

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Der er både godt nyt for lymfekræftpatienter og for aktionærer i biotekselskabet Genmab.

Selskabet offentliggjorde sent mandag aften resultater for et fase 3-forsøg med en kombination af kræftmedicinen Epkinly og en bestemt type kemoterapi.

Resultaterne viste, at en bestemt gruppe lymfekræftpatienter fik reduceret risikoen for forværring af deres sygdom med 51 procent sammenlignet med dem, der modtog den traditionelle kemoterapi.

Det lover godt for Genmabs indtjeningsmuligheder for epcoritamab, siger senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra AL Sydbank ifølge MarketWire.

- Resultaterne er godt nyt for patienterne, godt nyt for Genmab og godt nyt for investorerne, vurderer han og konstaterer samtidig, at resultaterne er bedre end konkurrenternes.

Resultaterne giver anledning til, at Genmab vil i dialog med de amerikanske sundhedsmyndigheder for at fremme brugen af Epkinly til de omkring 25.000 patienter, der hvert år bliver diagnosticeret med den type lymfekræft, som har været forsøgets omdrejningspunkt.

Genmab-aktien sælges torsdag middag i kurs 2566. Den er dermed steget 28 procent i 2026 indtil videre, selv om den så sent som i juni var nede at vende i kurs 1524.

Genmab udvikler midler mod kræft og står blandt andet bag antistoffet daratumab.

Selskabet indgår partnerskabsaftaler med medicinalselskaber, der står for videreudviklingen, produktionen og markedsføringen af lægemidlerne.

Daratumab markedsføres eksempelvis under navnet Darzalex af amerikanske Johnson & Johnson, som afleverer en vis procentdel af salget tilbage til Genmab.

Genmab har omkring 2700 ansatte verden over. Omkring 650 af dem arbejder i Danmark.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...